
SIDSTE STOP: ASTRALIS NÅR ENDESTATIONEN I BUKAREST
Var det fortjent, at russiske Virtus.pro snuppede den sidste europæiske major-plads for snuden af Astralis? Eller var og er Astralis rent faktisk det bedre hold af de to?
Det fik vi torsdag svaret på ved PGL Bukarest, hvor de to mandskaber tørnede sammen i en direkte duel, i den ene af turneringens tre sidste gruppespilskampe.
Endelig kom svaret. Og baseret på kampens udfald, så var det fuldt ud berettiget, at Virtus.pro snuppede den sidste major-plads.
Overraskende mapvalg
Vetoen lige inden opgørets start bød på en lille overraskelse, da Astralis valgte Train. Helt som ventet fravalgte Virtus.pro Nuke, mens Astralis fravalgte Anubis. Ventet var det ligeledes, at Virtus.pro ville vælge Dust2. Det var til gengæld ikke ventet, at Astralis ville vælge Train.
Astralis fravalgte herefter Mirage, inden Virtus.pro fravalgte Ancient. Dermed stod Inferno tilbage som et potentielt tredje og sidste map.
Med vetoen på plads blev den afgørende kamp skudt i gang på Virtus.pro map, Dust2. Her spillede russerne sig i front med 9-3 før pausen, ovenpå en solid russisk T-side.
Efter pausen vandt Astralis en tiltrængt pistolrunde, og den blev fulgt med et ace fra cadiaN, som pløjede russerne ned på et splitsekund.
Det var starten på en god lille stime for Astralis, hvor danskerne fik strikket fem runder sammen og reduceret til 8-9, før Virtus.pro igen på kom på tavlen.
At russerne kortvarigt afbrød Astralis' gode stime, slog dog ikke det danske mandskab ud af den. Med tålmodigt og flot spil, fra især Staehr og stavn, fik de atter reduceret, så det stod 9-10.
I den efterfølgende runde udlignede danskerne til 10-10, og så var der lagt i kakkelovnen til en spændende afslutning på det første map. Det skulle man i hvert fald tro. Men med tre vundne runder i streg sørgede Virtus.pro for, at spændingen udeblev til sidst.
Russerne tog den samlede føring. Og selvom der var klare forbedringer at spore hos Astralis på Dust2, i hvert fald på deres T-side, så var det altså ikke nok i denne omgang.
Train blev endestationen
Slut på Dust2 og videre til Train, hvor Astralis skulle retfærdiggøre hvorfor de lidt overraskende havde valgt netop det map.
Her startede det med endnu en tabt pistolrunde til Astralis på T-siden. Udover det var danskerne godt med i starten, hvor det var helt lige efter de første seks runder.
Mod slutningen af halvlegen fik russerne dog et lille overtag, som var med til at sikre dem en pauseføring på 8-4.
Føringen blev straks øget til 9-4 efter sidebyttet, da Astralis - igen, igen - tabte pistolrunden.
Herefter fik Astralis aldrig rigtig fodfæste. Russerne havde godt greb om tingene, og det udnyttede de til at lukke kampen ved stillingen 13-6.
Astralis er dermed ude af PGL Bukarest, og kan nu tage hjem til Danmark og rette fokus mod MRQ-turneringen.
Virtus.pro slog fast, at de er det bedre hold lige nu af de to. Og russerne er videre til slutspillet i Bukarest.
Stillingen i gruppespillet ved PGL Bukarest 2025:
3-0 (Videre)
-
G2
-
3DMAX
3-1 (Videre)
-
GamerLegion
-
Complexity
-
Aurora
3-2 (Videre)
-
Virtus.pro
2-2
-
FaZe
-
Falcons
-
Apogee
-
The MongolZ
2-3 (Ude)
-
Astralis
1-3 (Ude)
-
Legacy
-
Rare Atom
-
FURIA
0-3 (Ude)
-
paiN
-
Liquid