
Liquid skraber bunden i Bukarest
Gruppespillet ved PGL Bukarest 2025 er overstået, og vi tager her et blik på spillerne og holdenes performance.
Som sædvanlig starter vi med de højest ratede spillere, og her er der en over dem alle.
Turneringen har hverken donk eller ZywOo, så det er kun naturligt, at m0NESY lægger sig alene i spidsen for de bedst ratede spillere i gruppespillet med en gennemsnitlig rating på 1,35 over syv maps.
Dermed må vi konkludere, at den ekstra opmærksom, som m0NESY oplever i øjeblikket, ikke har haft den store påvirkning på hans individuelle spil.
Top 5 i gruppespillet:
1. m0NESY 1,35 (7 maps)
2. HeavyGod 1,22 (7 maps)
3. NiKo 1,22 (12 maps)
4. woxic 1,22 (10 maps)
5. Grim 1,21 (10 maps)
Der var ingen danske spillere i toppen af poppen fra gruppespillet.
stavn havde et godt gruppespil trods Astralis' problemer med at konvertere det til sejre. Han slutter gruppespillet som den højest ratede dansker med 1,16.
Lidt overraskende måske er det unge Tauson fra GamerLegion, der indtager andenpladsen. Tauson indtager en mere støttende rolle hos GamerLegion og selvom han er den anden bedst ratede dansker i gruppespillet, så er han da også kun den fjerde bedst ratede spiller fra GamerLegion.
Danske spillere i gruppespillet:
stavn 1,16 (13 maps)
Tauson 1,12 (9 maps)
Staehr 1,08 (13 maps)
device 1,01 (13 maps)
TeSeS 1,01 (12 maps)
karrigan 0,96 (11 maps)
Magisk 0,90 (12 maps)
jabbi 0,89 (13 maps)
cadiaN 0,84 (13 maps)
Alle kan se, hvem der er gået ubesejrede videre, og hvem der har indkasseret nederlag, men det siger ikke nødvendigvis noget om, hvor hårdt holdene måtte kæmpe for sejrene.
Herunder kommer en statistik, der kan belyse det en smule. Det er de fem hold, der har højest og lavest procent vundne runder i deres kampe.
Top 5 % vundne runder:
1. Complexity 58,7% (10 maps)
2. G2 58,4% (7 maps)
3. GamerLegion 57,8% (9 maps)
4. Aurora 55,5% (10 maps)
5. FaZe 53% (11 maps)
Bund 5 % vundne runder:
1. Liquid 37,7% (6 maps)
2. Rare Atom 40,1% (8 maps)
3. Apogee 45,1% (10 maps)
4. FURIA 45,6% (9 maps)
5. paiN 46,1% (8 maps)
Der var nok ikke nogen, der havde regnet med, at Liquid bare skulle ind og dominere med deres nye IGL og nye coach, siuhy og DeMars DeRover.
Men der var nok heller ikke mange der havde regnet med, at de ville se så skidte ud, som de gjorde i Bukarest. Tre kampe, alle 0-2 i maps, og det laveste antal vundne runder af alle i hele turneringen.
Det kan vist kun blive bedre herfra.