
Australiens bedste er majorklar
Torsdag morgen faldt afgørelsen i Oceanien og Sydøstasiens MRQ-turnering, der fungerer som den ene af i alt tre regionale asiatiske MRQ-turneringer.
Her var det på forhånd givet, at et hold fra Australien skulle spille sig videre til majoren, eftersom alle fire deltagende hold var fra "down under".
Det blev en MRQ-turnering der forløb uden nogle overraskelser. Helt som ventet gjorde FlyQuest rent bord. Forhåndsfavoritterne vandt tre gange 2-0. Først besejrede de Rooster i den indledende runde, inden de slog SemperFi i upperbracket-finalen.
Netop SemperFi var også FlyQuests modstander torsdag morgen, da MRQ-turneringen skulle afgøres. Her vandt FlyQuest uden problemer med cifrene 13-7 og 13-5.
FlyQuest er det andet hold, der indtil nu er videre fra de i alt tre asiatiske MRQ-turneringer. Kinesiske Lynn Vision spillede sig onsdag videre som det første hold fra regionen.
Disse hold har indtil videre kvalificeret sig til majoren i Austin:
-
HEROIC
-
OG
-
Nemiga
-
BetBoom
-
Metizport
-
Imperial
-
Fluxo
-
Complexity
-
Wildcard
-
Lynn Vision
-
FlyQuest
De kvalificerede hold fra MRQ-turneringerne træder ind i majorens første stadie.
I Europa mangler de stadig at uddele én billet. Det samme gør sig også gældende i både Nord- og Sydamerika.
I Asien er der fortsat to pladser på spil. Yderligere ét hold går videre fra den kinesiske kvalifikation, mens vinderen af Mongoliet og Vestasiens MRQ-turnering også skal findes.