TWC arrangør: "Det er Azubu, der skylder penge"
Tidligere i dag skrev vi her på Dust2.dk om The World Championship 2016, som stadig ikke har udbetalt præmiepenge til det danske hold for deres delte 3.-4. plads ved eventet tilbage i oktober 2016.
Både cadiaN og glace har været på Twitter for at lufte deres utilfredshed over de 66.000 kroner, som danskerne mangler at få udbetalt.
Det er nu lykkedes Dust2.dk at få hul igennem til E-Frag, der var arrangør af turneringen, og her er meldingen klar; det er streamingplatformen Azubu, som er skyld i de manglende præmier:
Vi er i øjeblikket i færd med at skaffe præmiepengene fra eventet, som Azubu har underskrevet en kontrakt på, at de ville levere umiddelbart ved afslutningen af turneringen.
Efter at de ikke betalte, besluttede vi at hyre advokater i Californien for at diskutere sagen med dem. Azubu skylder ikke kun os præmiepenge og andre kontraktligt bundne midler, de skylder også mange andre eventarrangører penge.
Azubu bad os om, at acceptere en meget lille sum af de skyldige penge, og vi skulle derudover fortælle holdene, at præmiepuljen var blevet udbetalt til os.
Vi tog så Azubu til voldgiftsmægling og er i øjeblikket i færd med at få de penge, der skyldes. Azubu har fortalt os, at de ikke har midlerne, selvom de for nylig købte Hitbox for millioner, det nægtede Azubu dog, da vores advokater talte med dem. Det er grunden til, at vi endnu ikke har været ude i offentligheden med dette, da vi gerne vil nå frem til en fælles aftale med Azubu gennem vores advokater, der rådede os om ikke at offentliggøre det.
Ifølge E-Frag er det altså ikke kun dem, som Azubu skylder penge, og det tyder på, at der er noget om snakken. I slutningen af 2016 offentliggjorde GameOn nemlig, at Azubu også skylder dem mange penge, som både skulle gå til præmier og fremtidige events.
E-Frag skriver også til Dust2.dk, at de altid har udbetalt alle præmiepengene fra deres turneringer, og det har de også i sinde at gøre til holdene fra TWC 2016. Hvis sagen ikke løses gennem advokaterne, vil de nemlig betale af egen lomme, men de afventer altså voldgiftsrettens afgørelse.
E-Frag slutter af med at undskylde mange gange men påpeger, at det er ude af deres hænder, og at de bruger rigtig mange penge på at inddrive det skyldige beløb fra Azubu. De siger dog, at cadiaN er informeret om sagen.
Voldgiftsmægling kan opstå, når to parter er uenige om noget i en aftale. De to parter giver dermed afkald på at køre sagen ved domstolene, som i stedet bliver afgjort af voldgiftsretten, der består af en eller flere voldgiftsdommere. Sagen kan dog kun ende i voldgiftsretten, hvis begge parter er enige om at løse uoverensstemmelsen således.
Her falder der så en afgørelse, og den afgørelse er bindende for begge parter. Der vil typisk falde en afgørelse hurtigere, end hvis sagen skal forbi domstolene, og derfor kan det være en fordel at afgøre en tvist ved voldgiftsretten.
Kilde: Dansk Forening for Voldgift