Dust2.dk erfarer: AGF jagter CS:GO hold
I starten af året blev F.C. København den første danske fodboldklub til at træde ind på den store Counter-Strike scene, da de sammen med Nordisk Film oprettede North og hentede ex-dignitas. Nu ser endnu en klub dog ud til at følge trop.
Dust2.dk kan nemlig afsløre, at AGF er på vej ind i esport, da de blandt andet har været på jagt efter flere danske CS:GO hold. Det bekræfter flere anonyme kilder uafhængigt af hinanden over for Dust2.dk.
Ingen af kilderne ønsker deres navn frem, men Dust2.dk kender til deres navne og virke i CS:GO.
Derudover er vi også kommet i besiddelse af et oplæg til et CS:GO hold, som viser, at der blandt andet vil være både fysisk og mental træner tilknyttet AGF's nye mandskab, mens lønnen også fremgår.
ESport Service faciliterer kontakten
Interessen for CS:GO skulle have været der i flere måneder, og AGF har angiveligt lavet et samarbejde med ESport Service, som står for at formidle kontakten mellem AGF og holdene, som har været på tale.
Vi har i den forbindelse været i kontakt med ESport Service's direktør, Michael Petersen, som hverken kan be- eller afkræfte deres samarbejde med AGF, da Dust2.dk bliver mødt af svaret "Ingen kommentar".
Ifølge Dust2.dk's oplysninger har AGF været ude efter både Singularity og Alpha, men ingen af holdene er kommet på plads. Alpha er gået hver til sit, mens Singularity allerede skulle være på plads i en anden organisation, når deres kontrakter udløber den 1. juli.
Hvis man går og håber på en udfordrer til North, kan man dog godt tro om igen, da budgettet for hele esport-afdelingen angiveligt skulle være på under 1 million kroner det første år. Det har fået AGF til at droppe interessen i Heroic, som de ifølge vores oplysninger også har været interesseret i.
Dust2.dk har forelagt vores informationer for AGF's kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen, men de ønsker ikke at hverken be- eller afkræfte historien, og AGF vil heller ikke svare på vores spørgsmål.