snedker om vejen til Tricked: "En helt unik rejse"
Søndag blev det offentliggjort, at refrezh må en tur på bænken i Tricked for at gøre plads til snedker, som er blevet købt af Odense Esport.
Han er en forholdsvis ny mand på den store danske scene, og selvom det rødlige hår har været på manges læber i noget tid, havde de færreste regnet med, at han ville suse så hurtigt til tops.
Han kom for alvor frem, da Odense hev ham ind i varmen i løbet af sommeren, og nu spiller han for Danmarks fjerde bedste hold. Det har været noget af en rejse for den unge spiller:
Det har været en helt unik rejse med en masse oplevelser og hård træning. I Odense begyndte vi så småt at vise vores værd som spillere, men alting er gået meget hurtigere, end jeg forventede, og jeg regnede på ingen måde med at få et tilbud som dette inden for det næste år.
For dem som fulgte med i TV SYDs CS:GO turnering, udmærkede snedker sig dog allerede her, da han i 2017 vandt den sammen med Højer Design Efterskole, og det har givet ham et indblik i noget af den professionelle del af CS:GO:
TV SYDs CS:GO turnering, har helt klart givet mig et større blik på, hvordan alle tingene foregik i det professionale niveau. Da vi spillede turneringen, tror jeg, der var en del, der begyndte at vide, hvem jeg var, men jeg ved ikke om turneringen har haft indflydelse på mit skridt til Tricked, siger snedker, der dog selv tror, at hans gang på efterskolen samt Campus Vejle - to steder hvor Tricked er inde over undervisningen - har spillet ind i hans vej til Tricked:
Det tror jeg helt bestemt. Nu hvor jeg går på skolen, hvor Tricked leverer undervisning, må det jo betyde, at Tricked leverer den rigtige form for undervisning, siden jeg har potentialet til at joine main holdet.
snedker kommer dog på noget af en opgave, når han skal erstatte refrezh, der har udmærket sig som en fantastisk aimer i tiden hos Tricked.
Det er dog særligt rollen som den ekstra AWP, han ser sig selv bidrage med:
Jeg ser mig selv bidrage med en ekstra AWP på CT siden, samt en masse humør og god stemning. Og når jeg kommer ind i det hele, og vænner mig til at spille med dem 100%, er jeg sikker på, at jeg vil bidrage på mange andre fronter også.
Odense Esport er et hold, som spillede sig op igennem hierarkiet, og de ligger nu som nummer otte på den danske POWER ranking.
Trods placeringen på top 10 listen er der dog ikke for alvor store forventninger til holdet, men det bliver helt anderledes hos Tricked, hvor jagten på Heroic sættes ind nu. snedker ved også godt, at presset er stort, og han forventer da også, at han ikke kommer til at præstere optimalt i starten:
Presset hos Tricked er stort. Men der er ikke andre måder at tackle det på end bare at spille sit bedste og gøre sit for, at resultaterne går i hus. I starten kommer det nok til at være lidt svært at spille 100% optimalt, fordi jeg lige skal vænne mig til alt ting.
Tricked spillede i går sine to første officielle kampe med snedker, og det blev til to debutsejre for holdet med 16-10 og 16-13 over passions og TEAM5.