North med sensationel sejr over Astralis
North kom endelig ovenpå og besejrede Astralis i en meget tæt og nervepirrende kamp ved DreamHack Masters Stockholm.
Første map var Nuke, som traditionelt er et map, Astralis er hamrende farlige på. North formåede dog at få presset deres landsmænd rigtig flot, og selvom luften gik af ballonen mod slutningen, var det en ret tæt kamp.
Astralis vandt 16-8, men kampen var tættere end resultatet viser, og North kan godt være tilfredse med deres præstation, selvom Astralis sejrede.
Næste map var Norths valg, og det var til at få øje på. Løverne flåede Astralis i første del af kampen, og de fik lynhurtigt en stor føring på kontoen. Astralis begyndte dog at spise sig tilbage i opgøret, men i sidste ende var aizy for stor en mundfuld.
Opgøret skulle derfor afgøres på Mirage, hvor det bølgede frem og tilbage og med garanti fik mange til holde sig for øjnene af ren spænding.
Kampen skulle selvfølgelig afgøres i overtid, selvom North lignede en vinder i ordinær tid. Det endte dog med en sejr til North-spillerne, og særligt MSLs jubel viste, hvor tiltrængt dette var.
North er dermed klar til kvartfinalerne, mens Astralis skal møde TYLOO i morgen i decideren. Vinderen af det opgør går videre til slutspillet, mens taberen er ude af turneringen.
I det andet opgør, som blev spillet på samme tid, var det Heroic, som sendte fnatic ud af DreamHack Masters Stockholm, og danskerne er derfor klar til decideren.