
Svensker er tilbage i fnatics startfemmer
Den europæiske MRQ-turnering blev en fæl skuffelse for danskerholdet fnatic. Med hele to danskere på holdet, blev mastodonten eksepederet ud af den europæiske majorkvalifikation på en delt næstsidsteplads.
Det internationale mandskab, som til dagligt huser danske blameF, stillede til start i den europæiske MRQ-turnering uden den erfarne svensker, KRIMZ, der af personlige årsager måtte melde fra til og dermed gik glip af den vigtige turnering.
I stedet for KRIMZ spillede blameFs hold med danskerens landsmand og tidligere holdkammerat fra Astralis - b0RUP. Lige lidt hjalp det dog for fnatic med to danskere på holdet. Holdet tabte tre ud af fire kampe, og måtte derfor i sidste ende kigge langt efter majorpladserne.
Ovenpå majorskuffelsen er svenske KRIMZ nu vendt tilbage til fnatics startfemmer. Den 30-årige svensker gjorde onsdag aften comeback i fnatic-trøjen, da han og resten af fnatic-holdet spillede deres første kamp i onlineturneringen Tipsport Conquest of Prague 2025.
Med 9 kills og en rating på 0,95 gjorde svenskeren ikke det store væsen af sig i sin comeback-kamp. Men det var heller ikke nødvendigt, da blameF, MATYS og jambo trak læsset i fnatics 13-9-sejr over russiske CYBERSHOKE.
Selvom den erfarne svensker er tilbage på fnatics holdkort, så er hans fremtid på holdet dog ikke sikret. Således har fnatic meldt ud, at de fortsat vil evaluere KRIMZ' langsigtede fremtid på holdet.
fnatic består af:
-
blameF
-
KRIMZ
-
MATYS
-
fear
-
jambo
-
casle (Coach)
-- -
Burmylov (Bænket)
Hvad KRIMZ' midlertidige afløser angår, så er det uvist hvad fremtiden byder på for b0RUP, men det tyder på, at han vender tilbage på serveren med mixholdet WildLotus, der også tæller landsmanden birdfromsky.
Næste opgave for KRIMZ og fnatic er fredag aften, hvor Kubix fra Kosovo venter KRIMZ og co. i anden runde af Tipsport Conquest of Prague.