Basso og acoR står nu uden hold
Tidligere på ugen offentliggjorde både Squared samt CS:GO holdet, at kontrakterne mellem de to parter ikke forlænges, når de udløber den 30. september.
Holdet kommer derefter til at hedde GoldenGitte, indtil en ny organisation er på plads, men hverken Basso eller acoR forbliver en del af det danske mandskab, som for blot få måneder siden lå nummer fem på POWER ranking.
Efter længere tid med attitude-problemer og manglende motivation er det nemlig tid til at prøve noget nyt, det fortæller haste til Dust2.dk:
Vi har længe haft attitude-problemer i holdet. Motivationen, humøret osv. har virkelig præget vores fremgang/spil i den forkerte retning. Vi trængte til noget nyt efter alt for mange fornuftige samtaler. Det varede 1-2 uger, og så var det tilbage til en helvedes masse dårlige vaner. Det er egentlig ikke, fordi de mangler niveau individuelt, tværtimod. De er begge ekstremt dygtige spillere, som fortjener det bedste. Det var bare tiden til noget nyt. Vi var mildest talt gået død i det gamle alle sammen.
Basso bekræfter hastes udlægning af sagen og erkender da også, at hans motivation er faldet drastisk på det seneste:
Det har været meget ned ad bakke på det sidste. Jeg har personligt stadigvæk lyst til at blive den bedste i verden, men på det seneste i Squared-lejren er min lyst til at spille blevet mindre og mindre af flere årsager. Jeg tror derfor, at det er en god ting for begge parter, at vi skilles efter 14 gode måneder med gode oplevelser og minder - oplevelser jeg ikke ville have været foruden.
Basso og acoR skal derfor på jagt efter et nyt hold, mens haste og co. nu skal på jagt efter to erstatninger til holdkortet.
Squared, som fra den 1. oktober hedder GoldenGitte, består nu af:
- sjuush
- haste
- TeSeS