ESL strammer reglerne til Intel Grand Slam
ESL har i dag offentliggjort ændringer til den kommende sæson af Intel Grand Slam, som gør det sværere for holdene at vinde den store guldklump på 6,65 millioner kroner.
De opdaterede regler kommer efter, at Liquid vandt fire DreamHack eller ESL turneringer i træk, og dermed den anden sæson af Intel Grand Slam.
Til de to første sæsoner af Intel Grand Slam skulle et hold vinde fire ud af 10 af disse events, men fremadrettet vil der være to måder at vinde Intel Grand Slam på.
Den første måde er ved at vinde fire af de store turneringer af ESL eller DreamHack, hvor mindst én af disse turneringer er en yderst unik turnering. For 2020 bliver dette IEM Katowice, ESL One Cologne samt Major-turneringer, hvis ESL eller DreamHack kommer til at hoste en af disse næste år.
Den anden måde er mere ligetil at forstå, da et hold skal vinde seks af disse turneringer inden for 10 af dem. Turneringer som tæller til Intel Grand Slam er: IEM, ESL One, DreamHack Masters og ESL Pro League samt Majors hosted af DreamHack eller ESL.
Den tredje sæson af Intel Grand Slam har indtil videre følgende turneringer bekræftet:
- IEM Chicago - 18.-21. juli
- ESL One New York - 26.-29. september
- DreamHack Masters Malmö - 1.-6. oktober
- IEM Beijing - November, præcise dato er ikke bekræftet
- ESL Pro League S10 Finals - 3.-8. december