Officielt: Tricked sælger CS:GO holdet
Tidligere i år blev det rygtet, at Tricked-spillerne muligvis stod over for en stor transfer, og det er nu bekræftet, da Tricked sælger CS:GO holdet for et sekscifret eurobeløb.
Det skriver Tricked i en pressemeddelelse.
Hvem køberen er, er endnu ikke offentliggjort, og ifølge pressemeddelelsen bliver det offentliggjort på 'et senere tidspunkt', men Tricked vurderer selv handlen for at være den økonomisk største nogensinde i dansk esport.
Det er ambivalent at sige farvel til så talentfuldt et hold, da de har formået at skabe formidable resultater på det sidste. Det er dog vigtigt at huske på, at dette både er godt nyt for spillerne på holdet, for Tricked som klub, samt for det danske esportsmiljø som helhed. Holdet får lov til at blive sammen og spille sammen, mens vi kan krydse endnu en succesfuld talentudviklingsproces af. Kigger vi ud i verden, markerer det danske esportsmiljø sig endnu engang som foregangsmænd, udtaler ejer og sportsdirektør Morten "Phy" Jensen.
Tricked har været på noget af en rejse i 2019. I januar ankom HUNDEN med den mission at genrejse holdet, der dengang var rangeret som nummer 77 i verden.
I løbet af i år har det danske mandskab blandt andet vundet V4 Future Sports Festival, blevet nummer to til Good Game League og snuppet en delt 3.-4. plads til DreamHack Open Summer. Tricked har derfor været en fast del af top 30 siden juni, og holdet indtager i skrivende stund 21. pladsen på verdensranglisten.
Det nu tidligere Tricked består af:
- HUNDEN
- acoR
- sjuush
- Bubzkji
- roeJ
Køber og pris er ikke offentliggjort, men ifølge flere af Dust2.dks kilder ligger prisen på mellem 2,4 og 3 millioner danske kroner.