Astralis Group-aktien tog et ordentligt dyk i den første uge - Ekspert kalder det 'investorpsykologi'
Astralis Group gik officielt på børsen den 9. december, men den første uge var hård ved aktien, der faldt med 17,28%. Aktionærerne har derfor tabt 90 millioner kroner.
Det skriver Økonomisk Ugebrev.
Mandag og tirsdag i sidste uge lå kursen ellers stabilt, men onsdag begyndte faldet, som tog til torsdag og fredag, og derfor sluttede aktien i kurs 7,30 ved lukketid fredag klokken 17:00. Det viser en graf fra euroinvestor.
Selvom aktien tog et ordentligt dyk i sidste uge, fortsatte tendensen ikke, da markedet åbnede i denne uge, da Astralis Group-aktien ikke faldt yderligere i går.
Som aktionær i Astralis Group skal man dog formentlig ikke blive alt for nervøs efter den første uge på børsen, for co-CEO i Astralis Group, Nikolaj Nyholm, har i forbindelse med børsnoteringen blandt andet udtalt, at det her er et meget langsigtet projekt på helt op til 30 år.
I Astralis Group håber de selvfølgelig også på, at kurven vender, så investorerne bliver belønnet. Det skriver selskabet i et skriftligt svar til Dust2.dk.
Vi kommer generelt ikke til at kommentere på kursudviklingen, men vi håber og tror selvfølgelig på at de første 7000 nye danske og internationale aktionærer vil blive belønnet for den store opbakning, de har vist os fra start. Vi er meget ydmyg over den opbakning vi har oplevet. Vi er gået på børsen som pioneerer i et globalt vækstmarked med nogle målsætninger og initiativer, der skal løfte vores forretning på sigt.
Astralis har senest indgået et samarbejde med den store italienske fodboldklub Juventus F.C., som ifølge dem selv viser, at de største brands kigger mod Astralis Group, når de skal ind i esport.
'Investorpsykologi'
Dust2.dk satte Aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, i stævne i forbindelse med aktiens første uge på børsen, og han fortæller, at det har været svært at forvente noget af aktien, da det er den første af sin slags.
Man kan ikke finde noget magen til, uanset hvor man næsten kigger hen i verden på børserne. Som koncept og indtjeningshistorie henvender det her selskab sig til nogen, der virkelig har et indgående kendskab til hele esport og gaming markedet. Det er en begrænset investorgruppe. Der har været masser af opmærksomhed omkring det her, men man må også sige, at i den første uge er gassen gået lidt af ballonen. Vi har haft en aktie, der er dykket med over 17% siden noteringskursen - ikke på førstedagen, hvor der var gang i handlen af aktien, men faktisk først henne på tredje-fjerdedagen, hvor der kom nogle ret store dyk, siger Jacob Pedersen og fortsætter:
Det kan sagtens have været nogle investorer, der har tænkt, det skal jeg have, for den kommer til at piske op, og når der så er gået tre dage, hvor der ikke rigtig er sket noget, så sælger de ud. Hvis der bare er nok af dem, som gør det, så koster det på kursen.
Jacob Pedersen mener ikke, at man som investor skal være nervøs for udviklingen den første uge, for det billede, der har tegnet sig, er ikke atypisk for en aktie, som ikke stiger helt vildt i starten.
Han lægger ligeledes vægt på, at der i løbet af børsnoteringens første uge ikke er kommet regnskaber eller andet ud, som kan kobles sammen med kursfaldet, og derfor skyldes det primært de aktionærer, som havde håbet på en hurtig gevinst.
Den første uge er præget af én ting, og det er investorpsykologi. Og det er så der, hvor psykologien har været lidt imod Astralis, fordi den forhåbning, man måske har haft om, at det ville vælte ind med interesserede aktionærer og købere af den her aktie, ikke holdt stik. I stedet er der nogen, som har trukket sig, fordi de også godt har kunne se, at det ikke blev det festfyrværkeri fra start, som de nok havde håbet på, siger Jacob Pedersen.
Han bakkes op af en anden ekspert på området, som fortæller, at en del af dem, der køber aktier i forbindelse med en børsnotering, er meget kortsigtede investorer, som satser på, at der er færre aktier i forhold til efterspørgslen.
Når et selskab bliver børsnoteret, er det ofte sådan, at det er noget nyt, det er spændende, det er innovativt, det er attraktivt, og investorerne har sådan en opfattelse af, at her er der nogle gratis penge at hente, fordi man næsten enslydende har opfattelsen af, at der bliver færre aktier til salg end der bliver eftersprugt. Håbet er jo så, at når handlen starter, og investorerne har fået færre aktier, end de håbede at købe, så kommer der et opadgående efterspørgselspres, som vil presse aktien opad, siger Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.
Udover CS:GO holdet Astralis, driver Astralis Group også Origen i League of Legends og FIFA-holdet Future FC.