Optakt: IGNITE er selvsikre
IGNITE sluttede forrige sæson af POWER Ligaen på en godkendt 7. plads, hvilket dog stadig betød, at holdet skulle spille en relegation-kamp mod Gamecollegedk, som de slog med 2-1 i et tæt opgør.
Mandskabet med Celebrations om bord, er derfor klar til en endnu en sæson af Danmarks bedste liga, POWER Ligaen, hvor de skal prøve at leve op til deres forventinger om sikre sejre mod Sørby Main og selfmade.
Vi synes selvfølgelig selv, vi skal slå Sørby Main og selfmade, da alt andet end at slå dem ville være en kæmpe skuffelse. Sørby Main spillede mange tætte kampe i JoyBuggy.dk 1. Division i sidste sæson, og har ikke vist det bedste CS. Så selvom de har fået wezx ind til at tage styrringen, ser vi dem stadig som et hold, vi skal slå. Mod selfmade ser vi bare os selv som bedre sammenspillet og bedre individuelt, siger en selvsikker R0nic.
Selvom R0nic og kompagni var tæt på nedrykning til JoyBuggy.dk 1. Division, så mener han, at det primært skyldtes, at de ikke havde nogen fast femtemand i størstedelen af sæsonen.
Holdet mistede lilja i starten af november, hvilket var lige efter holdet havde overmandet Atlando i åbningskampen. Siden da har IGNITE prøvet kræfter forgæves med eZo, og spiller nu med Celebrations, som er på en prøveperiode.
Vi startede jo mere eller mindre sidste sæson ud med, at lilja forlod vores hold, efter vi havde vundet vores første kamp mod Atlando. Så vi havde travlt med at finde en ny spiller, der kunne erstatte ham. Vi prøvede med eZo i cirka to uger, hvor vi så blev enige om, at det ikke var et match, siger R0nic og fortsætter:
Efter eZo fik vi Celebrations ind, som faktisk var alt det, vi manglede rollemæssigt, men det stadig hårdt at spille officielle, når man næsten ikke har praccet. Jeg tror også nogle af kampene sidste sæson kunne have set anderledes ud, hvis vi havde haft Celebrations med hele sæsonen.
"Det bliver svært at komme i slutspillet"
TheKonkel og IGNITE jagter en plads i slutspillet, men de ved godt, at det kræver en flot præstation fra holdet hele vejen igennem, hvis det skal blive en realitet.
Vi håber, at vi kan vise godt spil i denne sæson, hvor vi ikke skal frygte pludselige udskiftninger, og hvor alle på holdet, inklusiv mig selv, kan have fuld fokus på spillet. Vi jagter selvfølgelig en playoff plads, men vi er også godt klar over, det kommer til at kræve en flot sæson af holdet, siger coach TheKonkel.
Kaptajnen i IGNITE, R0nic, håber også at dette kan være sæsonen, hvor de får overrasket de fleste, da han føler, at træningen op til turneringen har set lovende ud.
Sigma er også et mandskab, han mener, kan gå langt med deres nye startfemmer, der endnu ikke er annonceret. Samtidig tror han også på, at kinetic fortsætter formen fra sidste sæson.
Jeg håber, vi selv kommer til at overraske. Vi havde nogle tætte kampe i forrige sæson, som vi godt kunne have vundet, og jeg føler, vi har været gode i pracc op til juleferien. Jeg tror, at Sigma har gode muligheder for at ende i slutspillet i denne her sæson. Jeg har hørt, de har fået to super dygtige spillere ind. Så jeg tror, de har gode muligheder i denne sæson.
Derudover tror jeg kinetic ender i top 4 igen. De spillede en super god sæson sidste gang, og det ligner, de bliver ved med at udvikle sig, så de bliver også spændende at følge, siger en positiv R0nic.
Ligesom Atalando tror IGNITE på, at ex-Maknitude er et hold, der kommer til at gå hele vejen igen, som de også gjorde i den seneste sæson, som de vandt med en sejr over kinetic i finalen.
TheKonkel drømmer dog om, at formattet i turneringen bliver ændret, så sæsonen bliver en smule længere med flere kampe.
Det, som de tidligere sæsoner har vist, er, hvor svært det er at spå en vinder. Det er en stærk liga, hvor alt kan ske, men ex-Maknitude er højstsandsynligt en af finalisterne.
Med en så stærk liga burde man snart gå væk fra de ni BO1-kampe op til slutspillet, og i stedet gå over til et format, der ikke er så påvirket af præstationen på dagen, sygdom eller nødvendighed for at spille med standin. Jeg er sikker på, man kunne opbygge meget mere spænding igennem en sæson, ved at alle mødte hinanden i eksempelvis gennem 2x BO1, og dermed have en lidt længere sæson, slutter TheKonkel af med.
Den 13. januar bliver den 13. sæson af POWER Ligaen skudt i gang.
Ignites bud på stillingen, når grundspillet er ovre:
- ex-Maknitude
- Ambush
- kinetic
- Sigma
- Ignite
- AGF
- Stepback
- Sørby Main
- Atlando
- selfmade