Esport Danmark tager afstand fra formandens udtalelser
Tidligere i dag udtalte Thomas Koed, formand i Esport Danmark, at pengetanken er tom, og udsigterne til flere midler er ikke gode. De udtalelser tager resten af bestyrelsen nu afstand fra.
Det er i et interview med TV2, at Thomas Koed blandt andet siger, at pengekassen er tom og at Esport Danmark heller ikke er blevet lovet flere penge, men det er ikke alle, der er helt enige i den udlægning.
Det slår Frederik Byskov, som blev valgt ind i bestyrelsen i oktober sidste år, fast.
Lad mig starte med at sige, at resten af bestyrelsen ikke var klar over Thomas' udmelding i pressen i dag. Og at vi ikke er enige i udlægningen. Esport Danmark har siden den nye bestyrelse i oktober arbejdet på en ny strategi, og den strategi går i den rigtige retning. Vi har fået skabt et advisory board med de store lokomotiver inden for dansk esport, vi har arbejdsgrupper inden for foreninger og uddannelse/skoler, som vi snart melder mere ud omkring. Der er god opbakning i form af tilmeldte medlemmer, som stiger dag for dag, siger bestyrelsesmedlem Frederik Byskov til Dust2.dk og fortsætter:
Hvad angår økonomien, har Esport Danmark lige fået tildelt 500.000 kr til et sekretariat i Slagelse, som skal hjælpe foreninger med de udfordringer, det er at drive en esportsforening på den lange bane. Med andre ord har dagens udtalelser ikke støtte fra resten af Esport Danmarks bestyrelse. Det går tværtimod rigtig godt med den nye strategi. Det er super ærgerligt, at Thomas vælger at gå i medierne alene, og det vil også have en konsekvens. Der er dog ingen konsekvenser for Esport Danmarks arbejde. Vi klør fortsat på og glæder os til at løfte sløret for endnu mere af det, som vi arbejder på.
Esport Danmark fik for tre år siden tildelt halvanden million kroner af Slots- og Kulturstyrelsen, men de penge er nu brugt. Det er dog svært at få et svar på, om Esport Danmark selv mener, at pengene er blevet brugt rigtigt i de forgangne år.
Jeg kan ikke udtale mig på bestyrelsens prioriteringer, før jeg kom til. Vi består i dag af ni bestyrelsesmedlemmer. Seks af disse har ikke været inde over tidligere års budgetter og forbrug. I vores nye strategi har vi en klar holdning til, at de penge, som Esport Danmark får ind, skal gå direkte tilbage til økosystemet og være til gavn for de, der har brug for det, siger Frederik Byskov.
Kommunikationsbureau har fået en stor del af kagen
Esport Danmark har på forbundets hjemmeside offentliggjort et regnskab, der viser, at kommunikationsbureauet Sincera er den klart største udgift, da ikke mindre end 620.000 kroner er gået til ydelser fra Sincera.
Heller ikke dette vil Frederik Byskov redegøre for, da det er før hans tid i bestyrelsen, og han er derfor ikke i stand til at svare på, hvad Esport Danmark har fået for pengene.
Dust2.dk er i dag blevet tippet af anonyme kilder om Thomas Koeds fortid med partner i netop Sincera, Pia Allerslev. De var begge politisk aktive i Venstre i samme periode, men det står ikke klart, om tiden i politik har noget at gøre med, at Sincera er så stor en leverandør, da Thomas Koed ikke ville svare på vores spørgsmål.
Vi ville også rigtig gerne have svar på, hvordan posten til eSportligaen går så meget over budget, men heller ikke dette har Frederik Byskov været i stand til at svare på, men han lover dog, at der forbedringer på vej.
Det er jeg heller ikke i stand til at svare på. Det er igen før min tid. Jeg kan kun sige, at vi med den nye bestyrelse i Esport Danmark har valgt at trække os fra samarbejdet, så Esport Danmark ikke konkurrerer med aktører på den danske scene. Esport Danmark skal være til for alle. Esport Danmark skal bruge økonomien på en forsvarlig måde, så alle får mest mulig gavn af arbejdet lagt. Og frugten af det arbejder, vi har lagt siden oktober, glæder jeg mig til at vise over de næste par år.
Dust2.dk har været i telefonisk kontakt med Thomas Koed, men han ønskede ikke at svare på vores spørgsmål. Det har derfor heller ikke været muligt at få uddybet, hvad forbundet har fået ud af de knap 620.000 kr. til Sincera eller generelt fået svar på, hvad Esport Danmark har fået ud af midlerne fra Slots- og Kulturstyrelsen.