Medie: Dansk talent på blokken hos tophold
TMB er angiveligt en meget eftertragtet herre, da AGF netop nu kigger på flere potentielle tilbud fra interesserede organisationer, som har forhørt sig nærmere om hans tilgængelighed og pris.
Heriblandt skulle danske North være, mens også Apeks og andre organisationer skulle være interesserede i den blot 18-årige dansker, som har vist imponerende takter i det seneste lange stykke tid.
Det melder DBLTAP i en ny rapport.
Hvis skiftet til North skulle blive en realitet, vil det være anden gang på få måneder, at North gør brug af talentsamarbejdet med AGF, som blev lanceret i september i forbindelse med købet af Kristou.
Samtidig vil dét at hente TMB også vidne yderligere om Norths skift af strategi, hvor organisationen for en måned siden afslørede, at de fremover ville fokusere på at udvikle og rekruttere unge talenter fra Skandinavien.
TMB har været at finde i det aarhusianske siden marts, hvor han blev købt tilbage efter et ophold i Copenhagen Flames.
I den seneste sæson af Elgiganten Ligaen var han også én af de bærende kræfter hos AGF, hvor han med en rating på 1.19 var holdets højest ratede spiller sammen med fr0slev.