Her er den 18. bedste spiller
KSCERATO indtager 18. pladsen på HLTVs top-20-liste over årets bedste spillere.
Den 21-årige brasilianer har spillet for FURIA i næsten tre år. Her er det blandt andet blevet til en sejr i den nordamerikanske udgave af IEM New York, ligesom holdet også løb med sejren i ESL Pro League Season 12.
I sidste års udgave af top-20-listen blev KSCERATO nævnt som en spiller, man skulle holde øje med i 2020. Det var da heller ikke hvem som helst, der forudså et godt år for brasilianeren, da s1mple valgte ham som 'bold prediction'.
Dette har KSCERATO i særdeleshed levet op til, idet han blandt andet er den spiller, der har den højeste KAST-rating, altså den procentdel af runder, hvor en spiller får enten et kill, assist, overlever eller bliver tradet.
Til trods for, at KSCERATO ikke vandt nogen MVP-medaljer i det forgangne år, er det alligevel blevet til intet mindre end syv EVP's, blandt andet i IEM New York og ESL One Cologne.
Det er første gang, at KSCERATO indtager en plads på HLTVs liste over de 20 bedste spillere i det forgangne år.
I morgen afsløres 2020s 17. bedste spiller, og sådan fortsætter det frem til den 18. januar, hvor nummer tre kåres. Derefter er der en dags pause, mens både nummer et og to kåres den 20. januar.