Ingame leader trækker sig: "Kulturen er blevet rådden"
Aalborg Rebels' ingame leader, vestr, har valgt at trække sig fra holdet. Han forlader dog ikke organisationen helt, da han fortsætter i en administrativ rolle.
Den erfarne ingame leader begrunder blandt andet sin tilbagetræden fra holdet med en rådden kultur, mens det også er blevet tid til en pause. I pausen lyder målet på at skabe et bæredygtigt tophold i Aalborg Rebels.
Som scenen ser ud lige nu, synes jeg ikke det er sjovt at være en del af subtoppen. Kulturen er blevet rådden, og jeg har brug for en pause. I mellemtiden kommer en stor del af mit fokus til at ligge på at vækste vores Twitch-kanal. Jeg træder altså tilbage i en mere administrativ rolle i Aalborg Rebels. Vores vision for det fremtidige førstehold er at skabe et bæredygtigt tophold, og det her skal ses som startskuddet, fortæller vestr til Dust2.dk.
Aalborg Rebels, der er rangeret som Danmarks 11. bedste hold, endte på en 9. plads i Elgiganten Ligaens grundspil, hvilket sikrede dem en plads i næste sæson.
Præcis hvad, der skal ske med holdkortet, er endnu ikke afgjort, men vestr afviser ikke at lade det nuværende hold spille næste sæson under organisationen med en ny femtemand.
Det har vi heldigvis noget tid til at finde ud af. Hvis de fire andre har lyst til at forsætte med en ny spiller, er vi ikke afvisende over for at lade dem spille for os næste sæson.
Aalborg Rebels' holdkort består af følgende spillere:
- ValcoNN
- ckay
- MSN
- mad0
vestr har ikke ønsket at uddybe, hvad han specifikt mener med, at kulturen er blevet rådden.