SoA præsenterer nyt førstehold
Spirit of Amiga har fået et nyt hold på plads.
Efter en begivenhedsrig torsdag for Spirit of Amiga, hvor én spiller blev kicket og de resterende tre spillere smuttede selv, ser det altså nu ud til, at der igen er et førstehold til at tørne ud for organisationen.
På organisationens hjemmeside fremgår det, at den gamle Alpha-kerne med blandt andre Toft og Hauge tilslutter sig holdet. Desuden er også Jmoments hevet ind til startfemmeren.
Holdejer Christian Meyer er da også tilfreds med det nye hold, han og vestr har sikret sig. Han medgiver, at det er gået hurtigt med at få et nyt hold på plads, men det føles rigtigt, mener holdejeren.
Vi havde flere muligheder og har tænkt meget over, hvem vi gerne vil have til at repræsentere os i den kommende sæson. Jo mere vi snakkede med drengene, desto mere faldt det hele bare i hak.
Det handler om at handle hurtigt i det her game, og det har vi nu gjort. Vi har indgået en fornuftig aftale, der falder godt i hak hos alle parter. Deres ambitioner og passion er noget, jeg virkelig elsker og kan spejle mig selv i. Ikke mindst er det fem drenge, der har holdt sammen i længere tid, og det er sjældent, man ser det nu om dage - og det er noget af det, som jeg har den allerstørste respekt for.
Mine tanker om det hele er meget simple: Jeg vil bare gerne i gang med det hele hurtigst muligt, og vi går all-in på at komme i playoffs næste sæson. Gutterne skal også snart spille ESEA Intermediate playoffs, og her har vi muligheden for at anskaffe os et Advanced spot. Jeg glæder mig egentlig bare til at se drengene i aktion, hurtigst muligt, fortæller Christian Meyer.
Dermed ser det nye holdkort ud som følger for Spirit of Amiga:
- Toft
- Hauge
- dez1per
- Jmoments
- kev