Bænker stjerne efter BLAST: Ung franskmand hentes ind
Når BLAST Premier Spring Showdown til april er færdigspillet, betyder det samtidig også et farvel til RpK.
Det skriver Vitality på Twitter.
Her forklarer holdets coach XTQZZZ, at det har været en svær beslutning.
Det er en de hårde beslutninger, vi er nødt til at tage. Holdet står overfor nogle udfordringer, og vi er nødt til at finde et nyt tempo, siger han blandt andet i forbindelse med annonceringen.
Den 31-årige franskmand har været en del af Vitality siden 2018 og har blandt andet været med til at vinde IEM Beijing og BLAST Premier Fall Finals.
Starten på 2021 har dog ikke været tilfredsstillende for Vitality, der efter en tredjeplads til BLAST Premier Global Finals i begyndelsen af året ikke har ramt niveau. Først røg holdet i BLAST Premier Spring Showdown efter et kikset BLAST-gruppespil, inden det også blev til exit i gruppespillet til IEM Katowice.
Senest røg holdet ligeledes ud i ESL Pro League-gruppespillet, hvor NIP, G2 og ENCE gik videre fra gruppen.
Vitality spiller denne uge BLAST Premier Spring Showdown, når de krydser klinger med 9z. Den kamp spilles klokken 18:30 torsdag.
RpK har også selv kommenteret nyheden på sin Twitter.
Desværre bliver BLAST Premier Showdown min sidste turnering med holdet. Jeg vil give mit bedste denne uge for drengene og Vitality. Efter det vil jeg holde fri og tænke over, hvad jeg skal i fremtiden. Tak for al støtten. Jeg skal nok holde jer opdateret, skriver RpK.
Ung franskmand hentet ind
Mandag eftermiddag har Vitality desuden løftet sløret for RpK's erstatning.
På Twitter annoncerer det franske storhold, at det bliver den 22-årige Kyojin, der tilslutter sig holdet efter BLAST Premier Spring Showdown.
Dermed kommer Vitalitys lineup til at se ud som følger efter turneringen:
- ZywOo
- shox
- apEX
- misutaaa
- Kyojin
- RpK (bænket)
- Nivera (bænket)