ESL dropper LAN-planer
ESL Pro League Season 14 bliver ikke afholdt på LAN som planlagt, men vil i stedet være en online-turnering.
Det meldte ESL ud tidligere i dag.
Turneringen skulle oprindeligt have været afholdt på Malta, men på grund af usikkerhed omkring indrejserestriktionerne i forbindelse med COVID-19 er dette ikke længere en mulighed.
ESL uddyber yderligere i en udtalelse, hvor de blandt andet skriver, at den endelige beslutning er taget i tæt kontakt med de 12 partnerhold, EPL-spillerrådet og CSPPA. I udtalelsen sammenligner ESL desuden turneringen med den netop færdigspillede IEM Cologne, som foregik på LAN, men som dog foregik med andre forbehold og restriktioner.
Vi ville have elsket at fortsætte på LAN, men med den første spilledag sat til at starte om fire uger, er de evigt foranderlige udfordringer simpelthen for store til at overkomme, når vi står over for andre forhold sammenlignet med IEM Cologne 2021. Især med den drastisk stigende Delta-variant af COVID-19 i Europa, så er det ikke holdbart at gennemgå lignende - hvis ikke endnu strengere - sikkerhedsrestriktioner uden støtte fra den ledende instans; det er ikke holdbart for spillerne, holdene, kommentatorerne og vores crew, da ESL Pro League varer dobbelt så lang tid som IEM Cologne. At afholde turneringen online er den sikreste mulighed for at sørge for, at alle hold stadig vil være i stand til at konkurrere i Season 14, altimens vi ikke risikerer, at nogen sidder fast på grund af indrejseproblemer, skriver ESL i deres statement.
Dermed vil ESL Pro League Season 14 altså ikke blive afholdt på LAN som planlagt. I stedet bliver turneringen afholdt i samme stil som Season 13, hvor de 24 hold konkurrerer online enten fra spillernes egne hjem eller på bootcamp-lokationer.
ESL skriver dog også, at de fortsat vil arbejde hen imod at kunne afholde deres to andre turneringer i år på LAN. Det drejer sig om IEM Fall, som er planlagt til at blive afholdt fra den 28. september til den 10. oktober, og IEM Winter, der skal afholdes den 2.-12. december på en endnu ukendt lokation i Asien.
ESL Pro League Season 14 skydes i gang den 16. august, hvilket er dagen efter, spillerpausen slutter. Turneringen løber frem til midten af september, og har en samlet præmiepulje på knap 4,7 millioner kroner.
Blandt de deltagende mandskaber er blandt andre Astralis, FaZe, NaVi og mousesports.