Heroic-spiller: "Det er rigtig hårdt"
På en pressekonference inden ESL Pro League-slutspillet åbnede TeSeS kort om op, hvordan det er at være Heroic-spiller i øjeblikket, men ellers blev der ikke rigtig svaret på spørgsmål vedrørende hele situationen med HUNDEN.
På pressekonferencen fortalte TeSeS, som er en af de to spillere, der virkelig er påvirket af de nyeste informationer i sagen, dog kort om, at det er hårdt at være Heroic-spiller lige i øjeblikket, da han blev spurgt ind til, hvordan situationen påvirker holdet.
Det er rigtig hårdt, for at være ærlig, sagde den 20-årige dansker og fortsatte:
Der er meget had, men vi har stået over for så meget støj før, når vi har spillet, og vi har altid præsteret under det. Det er ikke sådan, at jeg er fuldstændig vant til det, men jeg er altid 100% fokuseret, når jeg spiller.
Udover TeSeS' korte kommentar, så blev der ikke svaret på andre spørgsmål vedrørende hele HUNDEN-situationen, og det var da også klart, at Heroic-spillerne ikke ville svare på spørgsmål om dette, da cadiaN startede ud med at fortælle, at der ikke ville blive svaret på spørgsmål om beskyldningerne mod spillerne.
Dog fortalte IGL'en, at holdet i øjeblikket er ved at finde ud af, hvordan deres side skal kommunikeres ud, og her refererede han til samtaler mellem ESIC og Heroic.
Vi er i snak med de rigtige folk om, hvordan vi vil kommunikere det her på et senere tidspunkt, og det er ikke med medierne, men det er med ESIC og andre folk, fortalte cadiaN.
Heroics næste kamp er i kvartfinalen i ESL Pro League-slutspillet, hvor det danske mandskab står over for vinderen af kampen mellem fnatic og Liquid, som bliver spillet på onsdag.