Zyphon: "Forventede vi ville vinde"
Copenhagen Flames tog igen fusen på hele Counter-Strike-verdenen, da de her til aften sikrede sig en plads i Legends-fasen til den kommende Major i Antwerpen.
De københavnske flammer besejrede fuld fortjent es3tag og NIP med samlet 2-0. Først blev det til 19-17, efter overtid på Vertigo, og dernæst 16-10 på Overpasss. Og så var sejren og Major-billetten i hus for Zyphon og resten af Flames-mandskabet.
For mange kom det måske som en overraskelse, at Flames formåede at gå 3-0 i den europæiske RMR B-turnering, og dermed direkte til Legends-stadiet. For flammernes yngste spiller, Zyphon, kom det dog ikke som nogen overraskelse, at de formåede at slå NIP, og dermed gå videre til Majoren.
Zyphon forventede således selv en sejr, eftersom de ifølge ham var godt forberedte til kampen.
Det var nice (at vinde og kvalificere os til Majoren, red.). Et eller andet sted forventede vi også (at vi kunne slå dem, red.). Vi følte, vi havde en god gameplan, til hvordan vi skulle gribe kampen an.
Jeg forventede selv vi vandt, i hvert fald. Med det sagt, så er det stadig mega fedt, at vi kommer direkte til Legends. Så skal vi heller ikke igennem hele Challengers-fasen.
Selv om Zyphon og resten af holdet var godt forberedt på opgaven, så var der dog nervøsitet at spore i starten af kampen, både hos ham selv og de andre. Det nævnte han blandt andet, da han beskrev forløbet på det første map, Vertigo.
Vi havde en lidt sløset T-side, synes jeg. Jeg følte, at der var lidt nervøsitet over hele linjen. Vi tog ikke de chancer, som vi kunne have taget. Og vi spiller ikke situationerne helt perfekt.
Vi gør tingene lige en tand for langsomt, som gør, at de når at reagere i forhold til, hvad de tror der sker. Og vi er ikke helt skarpe som hold. Vi fungerede ikke helt som en enhed.
Udtalte Zyphon, som i forlængelse af det ligeledes gjorde det klart, at tingene blev bedre i anden halveg på det første map.
På CT-siden får vi nogle gode ord med på vejen fra HooXi og vorborg, som er med til, at vi vender det hele på hovedet. Vi turde igen at spille vores eget spil. Og derfra kørte vi bare på. Det momemtum, og den selvtillid, tog vi også med over i overtiden, hvor jeg følte vi havde kampen i vores hule hånd.
De bedste CSGO betting sider kan du finde her.
På det andet map, Overpass, var der ingen nervøsitet at spore hos Flames. I hvert fald ikke i første halveg, hvor de havde fuld kontrol over tingene. I løbet af anden halveg, da kampen skulle lukkes, begyndte nervøsiteten dog igen at melde sig. I hvert fald hos Zyphon selv.
Der kom nervøsiteten lidt igen. Det følte jeg selv. Jeg fangede mig selv i, lige pludselig, at tænke – nu kan vi kvalificere os til Legends. Der ramte kampens betydning lige pludselig.
Der lykkedes jeg ikke selv med, at holde fuld fokus på kampen. Og vente med at tænke over de ting til efter kampen i stedet.
Hjertet begyndte at banke lidt stærkere. Man er lidt for hurtig i det man gør. Man tager nogle lidt forhastede beslutninger. I den periode tog vi også en timeout. Fik snakket om hvad vi gør. Og så kom vi tilbage på sporet igen.
I sidste ende fik Zyphon og resten af holdet banket nervøsiteten af, og hevet sejren i hus. Endnu en succeshistorie til samlingen for Flames.
Succesen kommer dog ikke af sig selv, men kræver hårdt arbejde. Noget spillerne glemte lidt efter sidste Major i Stockholm, sagde Zyphon.
Det handler om den måde vi arbejder på.
Vi havde en god stime frem til og under den sidste Major. Det var dog ikke så godt efter Majoren. Vi arbejdede ikke hårdt nok. Vores arbejdsmoral var ikke den bedste. Resultaterne online var der ikke (efter Majoren, red.). Og vi var ikke særlig gode i træning.
Til sidst slog han fast, at både arbejdsmoralen, og formen, er tilbage igen hos ham og holdkammeraterne.
De sidste par måneder er vi steppet op igen. Vi begyndte alle sammen at arbejde hårdt igen. Vi begyndte at vinde en masse kampe online igen. Vi genfandt vores form igen, hvilket jeg også føler man kan se her.
Efter succesen her, med Major-billetten i hus, er der dog ikke meget tid til at fejre. Det er nærmest direkte tilbage til det hårde arbejde, for om blot fire dage venter et opgør mod ENCE i BLAST Premier Spring Showdown.
BLAST Premier Spring Showdown 2022 er den ene af to turneringer, som Flames skal spille, inden de rejser til Antwerpen og Majoren.