Bundhold prygler tophold i 1. division
Topholdene i 1. division ligger utrolig tæt, og det afspejles også på serveren, når de mødes.
Brøndby tog en kneben 16-14 sejr over topholdet SERA WiWi.host med en ægte holdindsats. foam endte øverst på scoreboardet for Brøndby, men alle fem spillere sluttede kampen med 18 kills eller derover.
Herefter tog SERA revanche ved selv at vinde i en meget tæt kamp mod Borghavens Beskidtezte. Her skulle der overtid til, før SERA i sidste ende kunne lukke Nuke 19-17.
Specielt logz og jekuz1h for SERA og Magnet og Kronow fra Borghaven havde en Wingman-kamp på mappet. Alle fire spillere endte med over 30 kills på mappet.
Kæmpe lussing til tophold
Dagens store overraskelse i 1. division stod KNTC for.
Holdet havde kun formået at samle seks point i første halvdel af sæsonen, men her til aften løb de om hjørner med divisionens tredjeplads, Borghavens Beskidtezte.
Hele 16-2 slog de topholdet med på Vertigo, hvor ZorenZen endte med 23 kills og kun 6 deaths.
KNTC var et af de hold i 1. divisionen, der lavede flest udskiftninger i transfervinduet - noget som må siges at have givet pote indtil videre. Tidligere på aftenen hev de også Linx Legacy Vendetta ud i overtid, men måtte se sig slået i sidste ende.
Forstærkningerne på holdet kom i form af Bear og RuDdy, mens Skejs, g0dser og grav blev sendt videre i systemet.