VITALITY VINDER I ROYAL ARENA
Så gik den ikke længere.
Vitality bryder FaZe's 18 kampe lange win-streak i CS2 og vinder BLAST Premier Fall Final 2023.
Dermed ser tabet af Magisk og zonic ikke ud til at have sat Vitality betydeligt tilbage.
Vitality vinder 1.360.000 kroner i præmiepenge, mens FaZe må tage til takke med 580.000 kroner.
Havde Vertigo i baglommen
Vetoen var et stort spørgsmålstegn op til finalen.
FaZe spillede alle syv maps i puljen og havde 55 spillede maps registreret på HLTV i løbet af de sidste tre måneder. Til sammenligning var Vitality kun noteret for 20 maps i samme periode, og Vertigo var ikke et af dem.
Ved BLAST Premier Fall Final 2023 havde Vitality kun vist fire maps: Nuke, Inferno, Mirage og Anubis. Det var derfor lidt at et trumfkort holdet hev frem, da de valgte at finalen skulle starte på Vertigo.
Selvom karrigan flere gange listede sig ned af rampen på A-site og skød en ZywOo, der var scopet ind med sin AWP, i siden af hovedet, så var det ikke muligt for FaZe at stoppe Vitalitys offensiv.
Specielt Twistzz havde svært ved at komme i gang, og han endte første map i finalen med kun ét enkelt kill og en rating på 0,20.
Vertigo endte 13-3 og FaZe havde nu ryggen mod muren, noget de har prøvet mange gange før.
Hjemmebane for FaZe
Dernæst skulle kampen ud på Nuke, og det kan man vist godt kalde for FaZes hjemmebane i CS2. Godt nok har karrigan og co. vundet en højere andel af deres kampe på Ancient og Anubis, men ingen af de to maps kommer i nærheden af antallet af gange, holdet har været ude på Nuke.
17 gange i løbet af de sidste tre måneder havde FaZe spillet på atomkraftværket, hvor 76% af kampene endte ud i en sejr.
Holdet viste også højt niveau frem på mappet, hvor de formåede at tage syv runder på T-siden på trods af at Vitality vandt pistolrunden og konverterede de to næste.
Da Vitality også vandt pistolrunden på T-siden efter et 1v1 clutch mellem Spinx og ropz, var den røde løber rullet ud for Vitality. Vitality tog også for alvor over kampen, da de formåede at bringe sig foran med 9-8.
ZywOo og Vitality tog aldrig foden fra speederen, indtil FaZe svarede stærkt igen ved at bringe sig op på 11-11. Her smed karrigan og co. dog en afgørende eco-runde, og derfor kunne det fransk-israeliske mandskab løfte trofæet foran de tusinde fans i Royal Arena.
Plads- og præmiefordelingen til BLAST Premier Fall ser således ud:
-
1. plads Vitality - 1.350.000 kroner
-
2.plads FaZe - 580.000
-
3.-4. plads Cloud9 - 270.000
-
3.-4. plads Complexity - 270.000
-
5.-6. plads Heroic - 135.000
-
5.-6. plads NaVi - 135.000
-
7.-8. plads NIP - 68.000
-
7.-8. plads Astralis - 68.000