Kalder modstandere ud for snyd: "Når det sker gang på gang, så er man ikke rigtig i tvivl længere"
Espionage gik længst af de danske hold, men det var desværre ikke langt nok.
I deres sidste kamp i IEM Dallas-kvalifikationen mandag aften tabte de nemlig 10-13 til NAMELESS på Mirage, hvorfor det altså ikke bliver til en tur til USA i denne omgang for Espionage.
Ikke uden kontroverser
Selvom kvalifikationen blev spillet på FACEIT og derfor havde et anti-cheat-program, så er det ikke ensbetydende med, at der ikke har været ugler i mosen - i hvert fald ikke hvis man spørger Cabbi fra Espionage og Maze fra Secret, som ligeledes tabte til NAMELESS.
Kort efter kampen gik Cabbi nemlig ud på X og skrev, at han hader at spille mod cheaters.
Det opslag uddyber han nu til Dust2.dk, hvor han slår fast, at han er sikker på, at NAMELESS snød.
Når man ser så mange mærkelige ting, som bliver lagt op, så er det altid lidt suspekt, men man prøver altid at holde igen med tankerne, når man skal til at spille kampen. Når man så er færdig med kampen og kan gå ind og se, at der sker vilde ting igen, så er man ikke rigtigt i tvivl længere. Hvis der sker suspekte ting 1-2 gange i løbet af en kamp, så fair nok, men når det sker gang på gang, er man ikke rigtig i tvivl længere.
Så du føler dig overbevist om, at de snyder?
Nu har jeg jo allerede offentliggjort på Twitter (nu X red.), at det er min overbevisning, så jeg vil støtte mit statement med at sige, at de enten er verdens heldigste med timings, calls, beslutninger samt aim, ellers cheater de, fortæller Cabbi.
Cabbi er dog ikke den eneste, som føler sig overbevist om, at NAMELESS-spillerne ikke havde helt rent mel i posen.
I runde fem slog de nemlig Team Secret med danske Maze og Tauson på holdet og cube som coach, og også her er der ingen tvivl om, at NAMELESS spillede ufint.
Det skriver Maze på X med en tråd, hvori han deler fire forskellige suspekte klip.
Du kan se brackets til kvalifikationen her.