KARRIGAN SLÅR SPIRIT I VANVIDSKAMP
Du må ALDRIG undervurdere karrigan og FaZe i en tændt arena.
Det måtte donk og Spirit sande, da de tabte dagens anden kvartfinale 2-1 til FaZe efter en overraskende veto, en neglebider af et Nuke-map, og en fandenivolsk karrigan.
Kampen mellem karrigan og chopper startede allerede i vetoen, hvor danskeren lod FaZes mest bannede map, Vertigo, være det afgørende tredje i kampen.
Men først skulle de to hold ud på Mirage. FaZe startede som lyn og torden, og det var karrigan, der gik forrest. Den danske legende viste, hvor meget han ville trofæet i København ved at topfragge sammen med frozen i 13-7-sejren på mappet.
Nu kunne FaZe lukke kampen på deres mapvalg, Nuke, og helt undgå Vertigo, men sådan skulle det ikke være.
Det internationale mandskab vandt begge pistoler og de opfølgende runder, men alligevel var det Spirit, der førte i store dele af kampen.
FaZe måtte grave dybt og lave det ene vilde play efter det andet for at bringe kampen i overtid, og også her var det med ryggen mod muren, da de tabte de første tre runder i OT. Selvom det endnu en gang lykkedes karrigan at kæmpe sig tilbage, så var det i sidste ende ikke nok, og Spirit kunne tage Nuke 19-16.
Vanvids-Vertigo
Kampen skulle nu afgøres på Vertigo, og her var der ingen, der vidste, hvad man kunne forvente af FaZe.
Men hvis der var tvivlere blandt vores læsere, så er de nu gjort til skamme. karrigan startede mappet med et 1v2-clutch i pistolrunden, og herfra tog FaZe de næste seks runder for at bringe sig op på 7-0, før Spirit kom på tavlen.
donk gjorde sit for at få Spirit tilbage i kampen, men da FaZe også vandt pistolrunden og de efterfølgende to på T-siden, var vejen banet for karrigan og co, og de kom hurtigt op på map og match-point 12-5.
Nu skulle der et comeback af de helt store til, og det var lige hvad Spirit leverede. Syv runder i streg på CT-siden for Spirit bragte kampen i overtid.
Og her kunne alle de danske fans ånde lettet op. Endelig fik FaZe T-runder på tavlen igen og lukkede mappet og kampen 16-14 efter et intenst 1v2-clutch fra rain..