HooXi vandt både IEM Katowice og IEM Cologne med G2 i 2023.

G2 bænkede nær HooXi før Cologne-triumf

Danskerens taburet vaklede sidste sommer kort før, han førte dem til trofæet ved en af årets største turneringer.

HooXi hang i en tynd tråd hos G2 sidste sommer forud for IEM Cologne, hvor den danske holdkaptajn endte med at løfte trofæet i Lanxess Arena.

Det fortæller holdets daværende træner Swani i et længere interview med HLTV, hvor han blandt andet deler ud om sin tid i G2.

G2 meddelte mandag, at HooXi blev rykket ud på bænken og har siden præsenteret Snax som ny femtemand. HooXi fik dermed godt to år i G2-trøjen, hvor han erstattede Aleksib tilbage i august 2022.

Her tog han skridtet fra Copenhagen Flames til den absolutte top på et internationalt hold, og det var ikke noget nemt skifte, fortæller Swani.

Det var ikke nemt fra starten. Det var virkelig hårdt for ham at tilpasse sig til et internationalt hold.

Han kom fra Copenhagen Flames, hvor han spillede med venner, og han var aldrig rigtig en tier ét IGL eller spiller før.

Sidst på året mistede HooXi sin far kort før BLAST World Final men besluttede at spille turneringen alligevel. Som i en sand eventyrfortælling ledte han her G2 til deres første trofæ i fem år.

Ved World Final regnede vi ikke med at nå ud af gruppespillet. Vi fik at vide, at HooXis far var gået bort, på vej til Abu Dhabi, og når man får sådan en besked, så tænker man ikke på turneringen.

Han overvejede at flyve tilbage, men han sagde, at han ville gøre sin far stolt. Så skidt som det lyder, så rystede det også vanvittigt meget sammen, siden holdet ville gøre alt for ham.

Med sejren i Abu Dhabi havde HooXi og resten af holdet bevist, at de kunne løfte trofæer, og kort efter udvidede de samlingen yderligere ved at vinde IEM Katowice 2023.

Et wake-up call

Efter IEM Katowice gik det dog ned ad bakke for G2, der skuffede ved majoren i Paris samt de efterfølgende turneringer IEM Dallas og BLAST Premier Spring Final.

Nedturen påvirkede HooXi meget, og det fik danskerens taburet til at vakle gevaldigt i sommeren 2023.

Vi snakkede åbent med HooXi om, at han ville blive fjernet, hvis han ikke forbedrede sin udstråling. Han var virkelig nede, super udbrændt, fuld emo, og hvis din leder og IGL har hovedet nede hele tiden, har det en kæmpe effekt på holdet. Vi havde en lang gennemsigtig snak med ham om det faktum, at han har vores leder. Vi værdsatte ham højt, og det var derfor, vi havde den snak, men hvis han ikke forbedrede sig, så ville han blive fjernet.

Jeg tror, at det her wake-up call virkelig hjalp ham, for det revitaliserede HooXi igen.

Både fans og eksperter gik hårdt til den danske holdkaptajn på de sociale medier, når G2 underpræsterede. Særligt det individuelle niveau kom under luppen og affødte kritik.

G2 endte dog med ikke med at skifte HooXi ud i sommerpausen. I stedet kom de styrket tilbage og fik en kanon start på sæsonen ved at vinde IEM Cologne med en 3-1-sejr over ENCE i finalen.

Vi fortalte ham, at vi satte pris på ham, og at vi ved, at vi kan vinde trofæer med ham, og at han er en god ingame leader, lige meget hvad der bliver sagt udefra.

Dengang tog larmen udefra hårdt på ham. Nu er han pisseligeglad med hvad folk, der ikke er på holdet, synes. Alle fortalte ham, at de troede på ham og ikke ville erstatte ham, men at han bare skulle arbejde på sig selv. Det var fedt at se vendepunktet ved Cologne.

Efter Cologne-triumfen fulgte en række skuffende resultater, og i december blev jks sat på bænken til fordel for nexa. G2 formåede dog fortsat ikke at spille sig i nogen finaler før IEM Dallas i maj, hvor holdet spillede uden HooXi, der deltog ved sin søsters bryllup.

Her gik G2 ganske overraskende hele vejen og nåede ikke bare deres første finale siden IEM Cologne men løb også med trofæet.

HooXis sidste turnering med G2 blev BLAST Premier Spring Final 2024, hvor mandskabet bragede ud i bunden inden sommerpausen. Den 1. juli meddelte organisationen, at danskeren var blevet sat af holdet.

I sine to år hos G2 løftede HooXi to af de mest prestigefyldte trofæer i Counter-Strike ved at vinde både IEM Katowice og IEM Cologne og endda samme år.

Selvom tiden var præget af nedture og skarp kritik, vil HooXi bestemt også blive husket som manden, der førte NiKo og m0NESY til deres første trofæer med G2 og satte en stopper for organisationens fem år lange trofætørke.

G2 består i dag af:

  • m0NESY

  • NiKo

  • huNter-

  • Guatemala malbsMd

  • Snax
    --

  • TaZ (Coach)

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.