Bendtner løfter sløret for nyt esportsprojekt
Siden starten af 2024 har Nicklas Bendtner og flere andre prominente navne fra den danske esportsscene været i støbeskeen, og nu er de langt om længe klar til at præsentere sit nye projekt, Legendary Gaming Group.
Det skriver Legendary Gaming i en pressemeddelelse.
Sammen med blandt andre Morten "Phy" Jensen, der var ejeren af Tricked, og Atle Stehouver, der står bag Singularity, har Nicklas Bendtner stiftet Legendary Gaming Group.
Esportsselskabet har anskaffet sig majoritets anparter i fire selskaber, herunder i esportsorganisationen Team Singularity, New Breed Agency, Legendary Arena og et endnu ikke angivet esports- og gamingbrand.
New Breed Agency specialiserer sig i at hjælpe brands med at vokse og nå deres strategiske mål gennem blandt andet esport. Dust2.dk har taget kontakt til Atle Stehouver, der endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelse, for at høre mere om, hvad Legendary Arena er.
Selvom projektet ikke for alvor er kommet i gang, ser Morten "Phy" Jensen allerede nu et stort potentiale i projektet, ikke bare i Danmark, men også internationalt.
Vi er kun lige startet, og det er meget sjældent, at jeg har sommerfugle i maven på så tidligt et stadie, men dette projekt har ikke bare stort potentiale i Danmark, men også globalt, hvis vi kan eksekvere ligeså godt, som vi kan planlægge, men det har jeg stor tillid til, at vi kan, udtaler Morten "Phy" Jensen, direktør i Legendary Gaming, i pressemeddelelsen.
Ifølge pressemeddelelsen er det muligt at finde flere detaljer og læse mere om planerne for projektet inde på hjemmesiden, legendary.gg, der i skrivende stund ikke virker.
Teaser for flere sportsprofiler
Nicklas Bendtner har tidligere stået i spidsen for Prosapia Esport, der blandt andet spillede med i POWER Ligaen, hvor landsholdsstjernen ude fra set havde en mindre aktiv rolle.
Sådan bliver det ikke i Legendary Gaming Group, hvor hans rolle dog ikke er helt afgjort endnu, da ikke alt er på plads endnu.
Jeg er virkelig glad for det team, vi har fået samlet i Legendary, og glæder mig til at være en del af noget større i en branche jeg finder mig betaget af. Min egen rolle i selskabet kommer til at være en aktiv rolle, men hvad den præcise titel bliver, er ikke 100% på plads endnu, da det også afhænger af, hvad de andre sportsprofiler, som er på vej ind, kommer til at have af roller, udtaler Nicklas Bendtner i pressemeddelelsen.
Sammen med Nicklas Bendtner, Moren "Phy" Jensen og Atle Stehouver bliver ejerkredsen fuldendt af Jonas Rosbech, som ifølge LinkedIn er marketingsdirektør i spilselskabet Cathedral Studios samt Stephen Shine, der ifølge hans Instagram-profil er partner i natklubben MUSEO, som blandt andet også har Remee som medejer.
Vil have et stærkt CS-hold
Flere af personerne i ejerkredsen er eller har været en stor del af den danske CS-scene, hvorfor det var naturligt og høre, om man havde planer om at etablere sig på CS-scenen.
Overfor Dust2.dk afslører Morten "Phy" Jensen, at man arbejder aktivt på at få etableret et stærkt dansk projekt, der indeholder et CS-hold.
Vi arbejder aktivt på at etablere et nyt stærkt dansk projekt, der også indeholder et CS-hold.
Legendary Gaming Group kan stadig nå at ansøge om en plads i POWER Ligaen, der bliver skudt i gang i midten af september.