Kæmpe brøler: HEROIC taberdømt på første map
Tirsdag er ESL Pro League blevet skudt i gang, hvor HEROIC var kommet godt fra start ved at vinde første map med cifrene 13-10 for næsen af NIP.
Denne føring varede dog ikke særlig længe, da HEROIC-mandskabet kort efter kampen blev taberdømt af ESL, da en af spillerne fra HEROIC under mappet havde gjort brug af Snap Tap, som ESL i sidste uge forbød fra sine turneringer.
Det skriver ESL på X.
NIP har derfor fået en ekstra livlinje, mens HEROIC nu skal svare stærkt igen på de kommende maps, hvis de skal få vendt den uheldige situation til en sejr.
Det fremgår ikke af nogle opslag, hvem fra HEROIC der havde gjort brug af Snap Tap.
I sidste uge var HEROIC blandt deltagerlisten ved BetBoom Dacha, hvor det var tilladt at anvende netop Snap Tap. Det er derfor muligt, at spilleren i fokus havde glemt at ændre sine indstillinger inden dagens kamp mod NIP.
Man kan også tydeligt se i en video på X, hvordan spillerne fra HEROIC blev chokeret og helt nede i kulkælderen, efter de modtog beskeden om, at de var blevet taberdømt.