Rygte: ENCE og G2 har snøren ude efter Sangal-stjerne
Nytåret er lige om hjørnet, og der er allerede foretaget en masse ændringer på holdkortene hos flere af de store hold, som skal have holdkortene klar til næste års jagt på triumfer.
Et af holdene, hvor det efterhånden er en offentlig kendt hemmelighed, at der kommer ændringer, er G2, hvor NiKo angiveligt skal til Falcons, når vi skriver 2025 på kalenderen.
Og G2 er allerede i gang med at få erstatningen på plads. I hvert fald hvis man skal tro det tyrkiske esportsmedie, TRCS Espor, der på X beretter, at G2 skulle have øjnene rettet mod tyrkiske jottAAA, der til daglig tørner ud for Sangal.
Mediet skriver, at G2 allerede skulle have sendt et tilbud afsted til spilleren, der siden marts har tørnet ud for Sangal og tidligere har været en del af Eternal Fire Academy. Foruden G2 skulle ENCE også have lagt mærke til tyrkeren og ligeledes have lagt et bud.
Ved RMR-turneringen, hvor Sangal røg ud med en 1-3-score efter nederlag til MOUZ, Cloud9 og ECLOT, var jottAAA Sangals bedst ratede spiller. Således endte han med en gennemsnitsrating på 1.00, mens nærmeste holdkammerat var yxngstxr på 0.88.
jottAAA er tidligere blevet sat i forbindelse med et skifte til Eternal Fire, hvor han var udset til at erstatte Calyx, men dette var Eternal Fires direktør i første omgang ude at afvise.
Skulle G2 få fingrene i jottAAA, og skifter NiKo samtidig til Falcons, kan G2 ende med følgende holdkort efter nytår:
-
jottAAA
-
Snax
-
m0NESY
-
malbsMd
-
huNter-
-
TaZ (Coach)