Hele det nu forhenværende KOI-mandskab.

Fritstiller hele holdet: Vil i top 10

KOI vinker farvel til deres iberiske rødder med fritstillingen af hele Counter-Strike-holdet.

For præcis et år siden blev Movistar Riders til KOI, efter de blev opkøbt af canadiske OverActive Media, og smedet sammen til én organisation.

Det daværende Movistar Riders hold, bestående af mopoz, dav1g, adamS, JUST og stadodo, fortsatte alle på holdet, og kunne iklæde sig holdets nye KOI-trøjer. De samme fem spillere blev sammen frem til november måned sidste år, hvor JUST blev bænket til fordel for sausol.

Nu er tiden hos Movistar og KOI dog endegyldigt slut for alle fem, samt holdets nyeste medlem, sausol. Løbende, i starten af det nye år, har holdets nu tidligere spillere, én efter én, annonceret, at de er fri til at søge nye udfordringer.

Torsdag var det først adamS, der annoncerede på X, at han har kontraktudløb inden længe. Tidligt og sent fredag aften kom turen så til den portugisiske duo, JUST og stadodo, der begge offentliggjorde deres afgang fra KOI.

Lørdag aften var det dav1g og mopoz' tur til at annoncere, at de også er blevet fritstillet. Det samme gør sig gældende for sausol. Det rapporterede HLTV ligeledes sent lørdag aften.

Følgende tidligere KOI-spillere og coach er nu ledige på markedet:

  • mopoz

  • stadodo

  • sausol

  • dav1g

  • JUST

  • adamS

  • deLonge (coach)

Vil blande sig i verdenstoppen

Selvom de har valgt, at fritstille hele Counter-Strike-holdet, så er det dog ikke ensbetydende med, at KOI-ejerne, OverActive Media, er færdige med Counter-Strike. Tværtimod.

Adspurgt hvorvidt OverActive Media fortsat vil have et Counter-Strike-hold eller ej, slog deres CEO, Adam Adamou, for nyligt fast på X, at de langt fra er færdige med Counter-Strike.

Her fremgår det klart og tydeligt, at de langt fra er færdige med Counter-Strike.

Adam Adamou har altså bedt OverActive Medias vicepræsident, Till Werdermann, der ligeledes varetager den daglige drift af blandt andet Movistar KOI og Toronto Ultra, om at komme op med en plan for, hvordan de kan vende tilbage til CS, og samtidig blande sig i verdenstoppen som et top 10-hold.

Hvad enten de kommer til at fortsætte som Toronto Ultra eller Movistar KOI, i enten Nordamerika eller Europa, er dog endnu ikke fastlagt.

Movistar KOI har fortsat et League of Legends-hold, mens Toronto Ultra har et Call of Duty-hold.

Farvel og tak til CS-hold

De er i øvrigt ikke den eneste organisation, der på det seneste har vinket farvel og tak til deres Counter-Strike-hold. Det samme har TSM, Gaimin Gladiators og AMKAL blandt andet gjort.

Så sent som lørdag eftermiddag vinkede den russiske organisation, AMKAL, farvel til deres nu tidligere Counter-Strike-mandskab. Organisationen valgte at bænke hele holdet.

TSM vinkede i december måned farvel til deres danske Counter-Strike-hold. De har dog allerede et nyt hold i kikkerten.

Og TSM var ikke det eneste danske CS-hold, der blev skåret væk fra deres nordamerikanske arbejdsgiver. Torsdag aften kom det frem, at den canadiske organisation, Gaimin Gladiators, også har valgt at droppe deres danske CS-mandskab.

#1(Med 0 svar)
5. januar 2025 kl. 21:27
Nazary95
De kommer nok aldrig i top 10, men de kan da blære sig med, at de havde de flotteste trøjer:
dust2.dk/nyheder/46237/modeekspert-vurderer-major-..
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.