Pimp kommer ombord hos Vitality
Pimp bliver ambassadør for Vitality.
Det skriver organisationen onsdag i et opslag på X. Hovedpersonen uddyber selv, at han som ambassadør skal lave content og vil forsøge at bygge bro mellem esporten og sportens verdener.
Begejstret for at blive en del af Vitality-familien og gøre hvad jeg gør bedst: skabe content og forhåbentligt bygge bro mellem den hardcore, fantastiske esportsverden og den lige så spændende sportsverden.
Pimp har foruden sin professionelle Counter-Strike-karriere og sit ekspertarbejde også slået sig op på sit store vægttabt, som han fortæller om på sine sociale platforme. Her fylder den store passion for cykling også en hel del, og Vitality introducerer ham da også som "ekspert, cykelist og nu Vitality ambassadør".
Han er dog mest kendt som ekspert ved de største Counter-Strike-turneringer, hvor han analyserer og ikke mindst kritiserer verdenstoppen.
I X-tråden gør han det derfor også klart, at han ikke er involveret i det sportslige hos Vitality, der kan forvente at få kritik på lige fod med resten af feltet.
Jeg arbejder med Vitality som en klub, ikke deres CS2-hold. Integritet over alt. Det er mit arbejde og mit håndværk, svarer Pimp en bruger på X.
Bare for at gøre det klart og komme i forkøbet: Jeg har ikke noget direkte at gøre med deres CS2-afdeling. Jeg vil være så ærlig og upartisk som altid. Imponér mig og du får blomster, skuf og du vil blive behandlet på lige fod med alle andre.
Pimp bliver Vitalitys anden ambassadør og tilslutter sig dermed den franske content creator og Rocket League-kommentator Fuury.