karrigan åbner med sejr i Katowice
Med en samlet 2-1-sejr over BIG, sikrede FaZe og deres danske kaptajn, karrigan, sig den bedst tænkelige start på hovedturneringen ved IEM Katowice 2025.
Det var karrigan og hans tropper der startede opgøret bedst, med en 13-10-sejr på BIGs map, Ancient. Her leverede EliGe varen i sin LAN-debut for FaZe, med 17 kills og en rating på 1,24.
Amerikaneren var ligeledes bedste mand hos FaZe på deres eget map, Mirage, men her rakte amerikanerens gode præstation ikke til en FaZe-sejr. BIG var det bedste hold på Mirage, hvor tyskerne fik udlignet den samlede stilling med en 13-9-sejr.
Så skulle det hele afgøres på Nuke, og her tog FaZe's rutinerede krafter og alderspræsidenter, rain og karrigan, over. Fra bunden af scoreboardet, kunne EliGe se sine holdkammerater levere henholdsvis 22 og 16 kills, på FaZe's vej til en sikker 13-7-sejr på det tredje og afgørende map.
rain var brandvarm i kampens afgørelse, med en rating på 1,94 til at supplere sine 22 kills. karrigan fulgte trop med en 1,42-rating.
Med sejren er karrigan og FaZe klar til upperbracket-semfinalerne i gruppe A, hvor de i deres semifinale møder Vitality med den tidligere FaZe-spiller, ropz.
BIG må til gengæld en tur i lowerbracket, hvor de søndag møder franske 3DMAX i en knald eller fald-kamp.
Virtus.pro sænkede G2
FaZe gjorde, hvad G2 ikke formåede at gøre tidligere på dagen, da G2 åbnede IEM Katowice imod russiske Virtus.pro.
Det opgør endte lidt overraskende med en samlet 2-0-sejr til Virtus.pro.
Første stik tog russerne på deres eget map, Inferno, hvor de - anført af de tre F'er - fame, FL4MUS og FL1T, kørte en flot 13-9-sejr i hus.
Det sidste og afgørende stik tog de med en overtiddsejr på Mirage. Det blev en tæt affære, som ikke fandt sin vinder før allersidste runde i overtiden.
Virtus.pros nye AWP'er, ICY, blev kampafgørende på Mirage, og spillede en væsentlig rolle i russernes 16-14-sejr på G2s map.
G2 må nu en tur i lowerbracket. Her bliver det søndag til et specielt gensyn med den tidligere G2-stjerne, NiKo, og hans nye hold, Falcons.
Virtus.pro møder Eternal Fire søndag, i den anden upperbracket-semifinale i gruppe A.