
390 væddemål på egne kampe: 23-årig ukrainer får flerårigt ban af ESIC
Ukrainske Ganginho, der blandt andet har en fortid i både Sangal og TNL, kommer de næste tre år ikke til at konkurrere.
Det slår ESIC fast, da esportsvagthunden torsdag har offentliggjort, at den 23-årige ukrainer har fået tre års ban for korruption og bettingovertrædelser.
Mere præcist skulle der ifølge ESIC være spillet i alt 390 væddemål på TNL-kampe. Væddemål, som har direkte tråde til 23-årige ukrainer, og som skulle have indbragt Ganginho i omegnen af knap 140.000 kroner.
Ganginho tørnede ud for TNL fra maj til oktober sidste år. Tidligere i karrieren har han også spillet for blandt andre Sangal.
ESICs undersøgelse har desuden afdækket, at væddemålene blev placeret via konti knyttet til Ganginho gennem "fælles IP-adresser, enhedsidentifikatorer og andre unikke digitale markører", som ESIC formulerer det.
Overtrædelserne fra Ganginho er overtrædelser af ESICs antikorruptions-kodeks, nærmere bestemt afsnittene om betting på egne kampe og misbrug af insiderviden.
Straffen fra ESICs side er tre års ban fra og med 7. december sidste år til og med 6. december 2027. I perioden er Ganginho bandlyst fra at deltage i ESIC-godkendte events, uanset om det er som spiller, coach, manager eller som officiel broadcaster.
Det siger ESICs antikorruptions-kodeks:
-
2.1.1 Korruption – Upassende indflydelse på kampe, herunder væddemålsrelateret adfærd.
-
2.2.1 Spil – Placering af væddemål på kampe inden for ens egen professionelle kreds, herunder væddemål på eget hold.
-
2.3.1 Misbrug af intern viden – Brug af fortrolig konkurrenceinformation til væddemålsformål.
-
2.4.4 & 2.4.5 Undladelse af at rapportere korrupt adfærd – Undladelse af at rapportere viden om korruption eller mistænkelig aktivitet.