
Næste gruppe skydes i gang i København
Onsdag blev BLAST Open Lissabon skudt i gang med pomp og pragt, da gruppe A skød gang i løjerne.
Her var der både storsejre til Vitality og Spirit, mens Virtus.pro uddelte æg til FaZe, og MOUZ gentog PGL Cluj-Napoca-finalen og besejrede Falcons.
Nu er turen så kommet til gruppe B, hvor vi finder blandt andre NAVI, G2, Eternal Fire og Liquid. Og inden vi kan få sendt mandskaber videre til slutspillet i den portugisiske hovedstad, er det tid til gruppespillet i BLASTs studier i København.
Dagen begynder med G2 og Imperial, som brager sammen ved middagstid. G2 kommer ind til turneringen, efter de i sidste uge nåede kvartfinalen ved ESL Pro League og blev slået af MOUZ.
På G2-mandskabet er det særligt m0NESY, der skal trække læsset efter NiKos skifte til Falcons, og den unge russer har da i 2025 også vist fine takter.
Overfor dem står Imperial, som spillede sig gennem den sydamerikanske BLAST Rising-kvalifikation og besejrede MIBR i den afgørende kamp.
Dagens andet opgør står mellem Eternal Fire og Liquid, der ligesom G2 nåede kvartfinalerne ved sidste uges ESL Pro League.
For Eternal Fires vedkommende nåede de finalen ved BLAST Bounty i januar, men siden har MAJ3R og co. måttet tage til takke med kvartfinaler ved henholdsvis IEM Katowice, PGL Cluj-Napoca og senest ESL Pro League.
Overfor dem står Liquid, som for første gang i år nåede et slutspil, da de i sidste uge nåede kvartfinalen ved ESL Pro League. Ellers har året budt på en række lige-ved-og-næsten-oplevelser for mithRs tropper.
Dagen byder desuden på kampe mellem The MongolZ og M80, mens NAVI og FURIA lukker dagen ned.