
Optakt: Danskerdyst åbner slutspillet i Bukarest
Torsdag blev der sat punktum for gruppespillet ved PGL Bukarest. Astralis røg desværre ud i sidste runde, men til gengæld er fire danske spillere, fra tre forskellige hold, videre.
Tre af de fire danskere, der stadig er tilbage i Bukarest, åbner slutspillet fredag klokken 09:00, når Tausons GamerLegion igen tørner sammen med Magisk og TeSeS' Falcons. Her jagter Magisk, TeSeS og resten af Falcons-holdet revanche.
Falcons og GamerLegion tørnede ligeledes sammen allerede på dag to. Her satte Tauson og GamerLegion Falcons godt og grundigt på plads. GamerLegion smadrede Falcons med cifrene 13-2 og 13-1. Falcons har derfor i høj grad revanche til gode.
Hvor GamerLegion sikrede sig slutspilspladsen på fjerdedagen i den rumænske hovedstad, med en sejr over Virtus.pro, så kom slutspilspladsen først i hus for Falcons på gruppespillets sidste dag, torsdag.
Her fuldendte falkene et flot comeback, efter at have været nede 0-2 i den samlede stilling efter de første to kampe. De endte med at gå 3-2 i gruppespillet. GamerLegion gik videre samlet 3-1.
karrigan mod 3DMAX
Umiddelbart lige efter GamerLegion og Falcons har spillet deres kamp færdig, så er det karrigans tur til at træde ind på serveren sammen med resten af FaZe-tropperne.
karrigan og FaZe, der ligesom Falcons gik videre til slutspillet på gruppespillets sidste dag, skal op imod franske 3DMAX, der cruisede igennem gruppespillet med 3-0 i den samlede stilling.
Sidst karrigan og holdkammeraterne var i Rumænien, ved PGL Cluj-Napoca, var det dem, der gik 3-0 i gruppespillet. Dengang nåede de hele til semifinalerne, hvor de tabte til Falcons. FaZe endte på en samlet fjerdeplads i Cluj-Napoca.
Fra omkring klokken 12:00 skal karrigan og co. igen forsøge, at spille sig i semifinalerne ved en PGL-turnering.
Ny amerikansk overraskelse?
Omkrirng klokken 15:00 starter den tredje kvartfinale. Her møder tyrkiske Aurora turneringens helt store overraskelse, nordamerikanske Complexity.
Begge mandskaber gik samlet 3-1 i gruppespillet. Sidst de mødte hinanden var i play-in-stadiet ved IEM Katowice. Her vandt Aurora samlet 2-0. Complexity har dog forbedret sig væsentligt siden da. Endda i en sådan grad, at holdets ejer - Jason Lake - aldrig før har set et hold vende skuden så drastisk, på så kort tid.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at jeg i 20 år har set et hold foretage en så markant ændring på bare et par måneder. Jeg har set hold blive meget bedre over tid, men det hold, vi har lige nu, i forhold til det hold, vi havde i januar, er jeg ret forbløffet over, udtalte Complexity-ejeren for nyligt ifølge Dust2.us.
Efter Complexity onsdag havde spillet sig videre fra gruppespillet, snakkede Dust2.dk med Complexity-spilleren nicx. Her udtalte den 20-årige amerikaner, at han føler holdet sagtens kan følge med alle de andre slutspilshold i turneringen. Fredag er det de tyrkiske slutspilsspecialister, Aurora, som de skal forsøge at hamle op med.
Læs hele interviewet med nicx, som Dust2.dk lavede på vegne af vores amerikanske søsterside, Dust2.us, lige her.
m0NESY-tid
Den sidste kvartfinale sættes i gang omkring klokken 18:00. Her møder G2 Astralis' banemænd, Virtus.pro.
Det er anden gang indtil videre i år, at de to hold møder hinanden. De mødte sidst hinanden ved IEM Katowice. Her besejrede Virtus.pro lidt overraskende G2 over to maps. To tætte maps, vel at mærke.
G2 gik videre til slutspillet med samlet 3-0 i gruppespillet. Sammen med 3DMAX, spillede de sig videre allerede på tredjedagen. Virtus.pro sikrede sig først en plads i slutspillet på gruppespillets sidste dag.
Russerne sikrede sig en plads i slutspillet på bekostning af Astralis, som de fredag besejrede i ganske sikker stil.
Følg med her:
Alle fire kvartfinaler kan følges på PGLs primære A-stream, som findes herunder. Kampene kan ligeledes ses med dansk kommentering på Retake. Det foregår lige her.