
degster sender varme afskedshilsner til Falcons-spillerne
Selvom degster blev udskiftet fra startfemmeren i den saudiarabiske organisation til fordel for landsmanden m0NESY, har AWP'eren kun rosende ord til sit tidligere hold.
Det fremgår af seks forskellige opslag på det sociale medie X fra degster.
Først sendte han en generel besked til holdet som helhed, mens hans tidligere holdkammerater, kyxsan og TeSeS – der begge kom med over fra HEROIC – fik de første varme ord med på vejen.
Jeg kaldte dig min engel — sikkert fordi jeg så, hvor venlig og dedikeret du virkelig er. René (TeSeS, red.), jeg er stolt af at være en del af din historie. Du er et sandt eksempel på selvdisciplin. Tak for alt — håber vi ses igen snart, lyder det fra degster til TeSeS.
Herefter var det Magisk og NiKos tur.
To spillere, degster så op til og fulgte, inden han selv blev professionel.
At spille med en, jeg heppede på som barn. Emil (Magisk, red.), det har været en ære. Du er en levende legende, og det har betydet meget at lære dig at kende. Tak for dit hårde arbejde, dine ofre og din støtte, når følelserne tog over. Jeg er taknemmelig for dig, bror — håber at kunne give dig et kram til næste event.
Til sidst sender han en særlig hilsen til zonic, som også modtager den længste besked.
Fra det første øjeblik, jeg vidste, at jeg skulle arbejde sammen med dig, Danny (zonic, red.), var jeg spændt og motiveret. Jeg ville ønske, at haterne kunne se, hvor meget du gør for holdet. Du har opnået så meget og har stadig den her sult efter sejre og en passion, der imponerer mig. Jeg vil også savne vores snakke — det var en fornøjelse at lære af sådan et geni. Jeg så dit opslag, hvor du skrev, at du vil savne vores snakke — det gør jeg også. Ring til mig når som helst. Elsker dig, bror, og værdsætter hver eneste lektion, jeg har fået fra dig, slutter degster af med.
Dermed sætter degster punktum for sin tid i Falcons, der sluttede på højeste niveau, da holdet vandt PGL Bukarest 2025, og russeren blev kåret som turneringens MVP.