POWER Blog: TV SYD laver dansk fjernsyn i Katowice

Det er nu blevet tid til en POWER blog fra en anden del af Counter-Strike. Spillet, og alt der foregår omkring, tæller nemlig ikke kun spillere. Der er rigtig mange mennesker, som arbejder med esport, og vi skal nu høre fra en af dem. Han har tidligere været manager for Astralis (da de hed TSM), men nu er han ansat hos TV SYD, og han vil i denne blog tage os med på arbejde, da IEM Katowice løb over stablen. Kasper "munkefar" Alstrup har nemlig været dernede for at arbejde.

Jge sidderr i et fly, der rytster frem og tilgabe i kabinen.

Vi lader de forcerede stavefejl stå for autenticitetens skyld. Flyet fra Krakow mod Frankfurt har netop i disse sekunder ramt en lufthøjde, hvor turbulensen er tvunget på retræte. Det er lørdag aften. Klokken er 18.53 og Astralis er for lidt siden gået videre til finalen i IEM i Katowice.

Dermed slutter Kristoffer og jeg vores lille, hæsblæsende reportagerejse. Vi mødte hinanden for første gang for bare fem dage siden, hvor vi gav hinanden hånden, og vi har allerede haft fælles oplevelser for livet. Det er sgu dét, esport kan.

Jeg er journalist, og Kristoffer er fotograf. Vi tilhører det ambitiøse hold af folk som TV SYD har bestemt skal realisere deres store forårssatsning: Der skal esport i fjernsynet.
Vi er rejst til Katowice med ét mål. Vi vil tale med nogle af de hotteste navne inden for dansk Counter-Strike lige nu. Det vil vi, fordi esporten i Danmark for tiden får mere opmærksomhed end nogensinde – og der er vigtige historier at fortælle.

Derfor har vi aftalt at mødes med Nicolai ”dev1ce” Reedtz fra Astralis og Jakob ”JUGi” Hansen.

I denne POWER blog vil jeg tage jer med bag kameraet, så I kan få et indblik i, hvordan vi oplever, tænker og agerer, når vi rykker ud med kamera og mikrofon for at hente de mest interessante historier hjem fra de store arenaer, så I – gamerne – og resten af Danmark kan få et indblik i, hvordan livet er på esportens højeste tinde.

Mange ubekendte

Vores rejse begyndte fredag morgen klokken 04.00 efter nogle dage med i forvejen alt for lidt søvn. Et hurtigt bad, tøj på og et fast tag i vores rygsække og så afsted mod lufthavnen. Solopgangen nød vi, med søvn i øjnene og træthed i kroppen, fra vores pladser i flyet.

Undervejs i flyet arbejdede vi. Der var mange ubekendte, da vi tog på vores færd. Rejsen blev stablet på benene i sidste øjeblik og aftalerne med vores kilder var ikke 100 procent på plads. TV handler i høj grad om planlægning. Kristoffer og jeg talte meget om ideer, vinkler til historierne og muligheder – eller mangel på samme – for at få så fede optagelser som muligt i kassen. 

For man kan ikke få alt, hvad man ønsker sig. Ikke længere. På den måde kan det være en udfordring, at esport er blevet så stort. Efterspørgslen på interviews med spillerne er enorm. Og det er ikke bare nogle få journalister eller medier, der interesserer sig for stofområdet. Presseområdet i Spodek Arena er lige så proppet og befærdet som Boomtown serverne tilbage i de gamle, hedengangne versioner af Counter-Strike. Og alle er sultne efter interviews med stjernerne.

Efter vores brainstorm i flyet faldt Kristoffer i søvn. Så begyndte jeg at forberede interviews. De skulle sidde i skabet. Vi havde fået lovning på 15 minutters interviews med hver spiller. Ikke lang tid, men til gengæld måtte vi få dem på tomandshånd, hvilket er et stort plus frem for at være henstillet til presselokalerne med den øvrige pressepøbel. 

Vi landede sikkert i Krakow. Skaffede en lejebil – en frisk lille Mini Cooper - og drønede til Katowice. En køretur på 45 minutter. Hurtigt check-in på hotellet, hvor vi selvfølgelig faldt i fælden, da receptionisten spurgte ”are you together?” og jeg nåede at svare ”yes, we’re together” og naturligvis måtte komme med den obligatoriske, akavede forsikring om, at vi naturligvis ikke var sammen på dén måde.

Efter turens første homo-erotiske benægtelse pakkede vi ud. Klargjorde udstyr og så af sti af sted til Spodek Arena. Et glædeligt gensyn med en fantastisk arena. Som presse havde vi adgang til at gå helt ned foran scenen. Og hvilken scene. Man kan ikke andet end at elske en scene med tre meter høje stikflammer, der skyder op fra gulvet.

Ankomst i løvens hule

Vi ankom midt i Norths kvartfinalekamp mod Immortals. Det var ret spændende, så først i halvlegen opdagede vi, at vi sad lige ved siden af de medrejsende folk fra North-lejren. Her snakkede jeg kort med Nanna, som jeg kender fra vores fælles tid på Gaming.dk, og som i dag arbejder på Norths social media-team.

Det sitrede i North-lejren, fordi kampen stod 1-1, og Nanna fortalte, at Norts CGO, Jacob ”Maelk” Toft-Andersen, sågar havde forladt arenaen og var gået om i backstage-området, fordi kampen var alt for spændende.

Resultatet kender I. North tabte kvartfinalen og røg ud. Skuffelsen lyste ud af spillerne, da de pakkede deres grej sammen på scenen for sidste gang.
Næste kamp på plakaten var Astralis mod Natus Vincere. Næste danske håb skulle i aktion – det samme skulle Kristoffer. De næste timer var de vigtigste på vores tur. Ikke så meget på grund af kampens resultat, men fordi det var vores eneste chance for at filme Astralis i kamp.

Vores tidsplan var nemlig super stram. Vi havde kun 30 timer i Polen, så kvartfinalen var vores eneste mulighed for at filme det materiale, der skal være den bærende billedside i vores indslag. Kristoffer havde travlt. Spillerreaktioner, lysshowet på scenen, overbliksbilleder, nærbilleder, panoreringer, jublende publikummer og skuffede publikummer for ikke at glemme billeder fra alle vinkler af arenaen. Vi havde brug for alt sammen og mere til.

Vi lavede hurtigt en aftale om, at hvis vi blev væk fra hinanden i virvaret, skulle vi mødes nede foran eventens omdrejningspunkt. Pokalen.
Der gik fem minutter, så var jeg blevet væk fra Kristoffer. Jeg gik rundt foran scenen som en muldvarp i mørket. Med sammenknebne øjne forsøgte jeg at fremprovokere midlertidigt night vision, men måtte give fortabt og sætte mig foran pokalen, indtil Kristoffer kom tilbage. Udsigten var dog ikke dårlig:

Kristoffer er en gæv jyde. Helt nede på jorden. Han interesserer sig for esport. Og så er han en hamrende dygtig fotograf. Vi har allerede et glimrende samarbejde, hvor vi sparrer ind over hinandens stofområder. Vi har holdninger til hinandens arbejde og holder hinanden skarpe. Når jeg ikke bliver væk fra ham altså.

Da Kristoffer kom tilbage og fandt mig ved pokalen, havde han været hele hallen rundt. Missionen var lykkedes, og vi havde stort set alt, hvad vi skulle bruge. Undtagen en endelig bekræftelse på, hvornår vi kunne interviewe JUGi og dev1ce.

Trodsig fan belønnes nærmest mirakuløst

Vi lænede os tilbage og nød andet map mellem Astralis og NaVi. Hold da magleby for en afklapsning. Til trods for dansk dominans, så vandt de dog ikke publikums hjerter. Der blev råbt, skreget, hujet og heppet på NaVi. Jeg stod et par meter fra snax fra Virtus.Pro, da han kaprede mikrofonen under optakten til kampen,  hvor han opfordrede publikum til at heppe på NaVi. Hans bøn blev hørt. Og så satte et retweet fra forleden nok også sine spor.

Men nede foran scenen trodsede en enkelt loyal Astralis-fan alle tilråbene fra ukrainernes tilhængere. Klinet til scenekanten stod han iklædt sin sort-røde Astralis-trøje. ”Go Astralis” og en tegning af en stjerne prydede hans hvide, medbragte skilt. Ind i mellem så det ud som om, han ikke engang så på kampen. I stedet stod han og kiggede målrettet op mod bordet, hvor spillerne sad. Han var selvfølgelig dansker og netop ankommet med flyveren samme dag.

Området foran scenen er opbygget således, at det kun er folk med Premium Tickets, der kan gå helt op til scenen. Typisk de mest trofaste fans, men ham her var altså mere ivrig end de fleste. 

Da Astralis vandt den sidste runde, strømmede omkring 100 fans op til venstre side af scenen. Alle i håb om at få en autograf fra spillerne. Frederik Byskov, manager i Astralis, gik ud til scenekanten og overbragte den nedtrykkende melding: ”Astralis skriver autografer i morgen under en signing session – ESL vil melde tid og sted ud”.

Skuffelsen lyste ud af øjnene på fansene og de første opgav allerede og begav sig væk fra scenen. Jeg nåede lige at hilse kort på Byskov, inden et mindre mirakel udspillede sig. Den trofaste Astralis-fan, der alene havde trodset alle NaVi-tilråbene ved at stille sig demonstrativt foran scenen, tog sin Astralis-trøje af og gav den til Byskov.

Byskov gik væk med trøjen. Tre minutter senere kom han igen og afleverede den tilbage. Nu med autografer. Byskov anede ikke, at den eneste fan, der tilfældigvis fik lov til at få en autograf, i den grad også havde gjort sig fortjent til den. Karma.

Spillernes hotel ved et tilfælde

Vi tog tilbage til hotellet. I elevatoren talte vi kort med en yderst, yderst skuffet og mut GuardiaN. Udstyr blev læsset af på værelset – nu skulle vi have aftensmad.

På hotellets restaurant fik vi øje på nogle kendte mennesker. Astralis sad og spiste. Vi hilste kort på dem – og da vi fik et bord, hvor vi kunne spise, gik det først op for os, at det hotel, vi havde bestilt efter ”det-første-det-bedste”-princip, faktisk var spillerhotellet.
Castere, analysts, spillere – selv en masse Blizzard ansatte – boede på hotellet. I samme sekund tikkede en SMS ind fra Nicolas ”pops” Estrup, content manager i RFRSH, som endeligt bekræftede vores interviewaftaler med JUGi og dev1ce.

Her havde vi gået hele dagen og stresset over, at vi skulle jagte byen rundt for at finde spillernes hotel og lave interviews. Og så har vi hele tiden boet det samme sted.

God bøf blev fortæret, og bagefter sad vi i lobbyen og havde lidt fritid for første gang, siden vi lærte hinanden at kende for snart seks dage siden. Mens denne blog skrives ned, har vi haft en mellemlanding og sidder nu i flyet på vej til Billund. Klokken nærmer sig midnat.

Vi vendte verdenssituationen i løbet af aftenen over et par øl. Undervejs kom og gik folk lidt løst og fast fra restauranten. Et af højdepunkterne var en ung kinesisk mands ansigtsudtryk, da Thrall bestilte en øl i baren. Totalt starstruck henvendte han sig til Chris Metzen (manden, der ligger stemme til Thrall fra Warcraft universet), som svarede venligt tilbage med det resultat, at den unge mand tog sig til hovedet og stirrede på ham med åben mund og polypper.

Vi sluttede aftenen af i selskab med Byskov og zonic, som svingede forbi restauranten, inden det var sengetid.

Tid til interviews

Lørdag morgen vågnede jeg to timer for tidligt. Begik mig ned i lobbyen for ikke at vække Kristoffer. Jeg ville egentlig begynde at skrive denne blog, men jeg stødte tilfældigvis på dev1ce, som også var tidligt oppe.

Snakken faldt selvfølgelig på esport. Vi vendte gamle røverhistorier fra dengang vi rejste rundt til turneringer sammen, da jeg i en kort periode var manager for spillerne i TSM, men også kedelige voksenemner blev rundet såsom, at andelsboligmarkedet er en vanvittig københavneropfindelse.

Så den time, jeg skulle have slået ihjel, gik hurtigt. I mellemtiden var Kristoffer stået op. Vi tog en hurtig morgenmad, henvendte os i receptionen og fik lov til at filme vores interview. Hentede udstyr. Et venligt personale hjalp os på plads. Kristoffer satte lys, lyd, stole og kamera op og forberedte teknikken. Imens læste jeg spørgsmålene, der sirligt var nedfældet på min lille blok i flyet, igennem en sidste gang.

Nogle meter bag vores opstilling tog zonic og gla1ve plads i nogle lænestole i hjørnet. Deres arbejdsdag begyndte nu. Aftenens semifinale mod Heroic skulle forberedes, så de satte sig til rette og sig klar.

Klokken 10.30 præcis kom JUGI, som var første mand i skudlinjen. Det er første gang, jeg har interviewet ham, så det var spændende at høre ham fortælle sin historie. Vi snakkede om, hvordan hans karriere begyndte, hvordan den er katapulteret frem på det seneste – og hvordan han selv oplevede forløbet med hans transfer.

Det var egentlig ikke meningen, at vi ville interviewe JUGI allerede i Katowice. Vi havde oprindeligt planer om at gøre det i Danmark i Heroics træningsfaciliteter – men historien om deres succes i ugens løb var simpelthen for god en anledning, så vi fik sat interviewet op i sidste øjeblik.

Der var kun sat 15 minutter af til hvert interview, så vi gik direkte til sagen. Seks minutter senere var vi færdige.

Næste levende billede var dev1ce. Selvom jeg kender dev1ce rimelig godt i forvejen, så overraskede en del ting i interviewet mig. Vi talte om det at blive betragtet som den bedste spiller på verdens bedste hold, hans karriere generelt – og så talte vi om et emne, de fleste gamere kan relatere til: Generationskløften og hvordan han og hans forældre og familie i årenes løb har håndteret hans hobby, som sidenhen er blevet hans levebrød.

Kameraet og mikrofonen blev slukket, da interviewet var slut, men dev1ces svar, da vi talte om generationskløften, overraskede mig ret meget, så vi fortsatte alle tre snakken i en tyve minutters tid. Snakken mundede ud i et interessant telefonopkald senere på dagen. Den historie kan I få en anden dag.

IEM i fjernsynet

Vores arbejde var næsten overstået. Vi tog tilbage til Spodek Arena, hvor vi lavede de sidste optagelser. Jeg ringede hjem til redaktøren på TV SYD og tilbød at vi kunne sende noget materiale hjem, så de kunne fortælle om semifinalen mellem Astralis og Heroic i nyhederne. Kristoffer klippede en 40 sekunders video sammen af vores materiale. Jeg skrev en tekst til – og det hele blev sendt hjem til Danmark.

Vi nåede at se Astralis og Heroic blive præsenteret på scenen, inden deres kamp. Derefter begyndte vores hjemrejse. Lidt antiklimatisk at rejse hjem lige inden en semifinale, men sådan er det. Vi skal nå hjem, så vi kan forberede de esportsprogrammer, der skal sendes på TV SYD i den kommende uge.

Selvfølgelig ville skæbnen, at Kristoffer og jeg lander i lufthavnen. Og hvem står inde i den restaurant, hvor vi skal spise? North. Vi når kort at hilse på MSL, aizy, k0nfig og coach ruggah, inden deres fly går. 

Således sluttede vores lille 30 timers rejsereportage med, at vi havde mødt stort set alle de danske spillere på vores vej. Verden er lille. 

Inden vi satte os i flyveren fik vi meldingen om, at Astralis vandt 2-0 over Heroic. Få minutter senere kørte vores historie over skærmen på TV SYD, som vi fulgte via mobilen. Dagens bidrag fra os.

Nu slår vores fly an til landing. Vi glæder os til at komme hjem, sove lidt – og så skal der for alvor redigeres esportshistorier i de kommende dage.