RFRSH annoncerer banebrydende CS:GO event i Royal Arena
Det har været længe undervejs, men nu får Danmark endelig sit helt eget kæmpe event, der kan udfordre underholdningsværdien ved de store DreamHack og ESL events.
Det er RFRSH Entertainment, som står bag eventet, der bliver afholdt i det nybyggede Royal Arena i København. Navnet er BLAST Pro Series, og det kommer til at sætte helt nye grænser for, hvordan formatet til en CS:GO turnering kan laves.
Traditionelt er der oftest 16 hold ved de store events, men til BLAST Pro Series vil der kun være seks af verdens bedste hold, og de skal endda spille samtidig.
Således kan fans og seere selv vælge hvilken kamp, de vil se, da man frit kan bevæge sig rundt mellem storskærmene i arenaen. Alle bliver udstyret med et headset, så man kan vælge hvilken af kampene, man vil høre lyd fra. Derudover vil det være muligt at følge highlights fra kampene på Red Zone Main Screen, og lyden her fra spilles over arenaens højtalere, så man kan følge med i alt det bedste fra alle tre kampe samtidig.
Formatet har været undervejs længe, og udover RFRSH har også PGL og Anders Blume spillet en stor rolle i at tilrettelægge det banebrydende format, hvor tre kampe spilles samtidig i samme arena. Det siger Jordi Roig, CCO i RFRSH:
Vi har arbejdet på et nyt, eksplosivt og tilskuervenligt format i mere end seks måneder nu. Ud fra de input, vi har fået fra en række hold og topspillere fra hele verden, foruden PGL eSports, Anders Blume, fans og partnere, er vi kommet frem til et unikt format, vi tror på, vil forbedre live-oplevelsen markant.
Vores primære fokus er, at skabe en turneringsform med tilskueren i fokus i et format, der ikke er set før i esport. Det bliver eksplosivt, medrivende, underholdende og involverende, så både hardcore CS:GO fans og alle nysgerrige får en kæmpe oplevelse med hjem.
Fansene behøver ikke længere være nervøse for, om deres hold kvalificerer sig til at spille på scenen, og om de får holdet at se - alle 6 hold optræder i Royal Arena. Samtidig! Eventen er en kompakt oplevelse uden lange pauser, men med masser af underholdning både før og mellem kampene. Det er et Counter-Strike-event uden sidestykke.
Det bliver PGL, som kommer til at stå for produktionen ved eventet, så seerne er sikret høj kvalitet, omend de møder op i arenaen eller ser eventet derhjemme.
Anders Blume som ledende konsulent
Anders Blume spiller, som tidligere nævnt, en stor rolle i udformningen af BLAST Pro Series, og med hans store erfaring med events i mente kan han ikke vente med at vise produktet frem.
Han omtales i pressemeddelelsen som ledende konsulent på projektet, og forhåbentlig kommer han til at at caste eventet - det melder offentliggørelsen dog intet om, men danskeren glæder sig meget:
Det har været fantastisk for mig at arbejde sammen med RFRSH-holdet og hjælpe med at skabe BLAST Pro Series. Jeg har næsten fem års erfaring med at arbejde med esport verden over, og jeg kan simpelthen ikke vente med at vise det format, vi har udviklet og blive endnu mere involveret i den mere kreative side af denne eksplosivt voksende industri.
Når man arbejder med events, live-produktion og broad casting i en verden som esport, er det umuligt at undgå at få en masse mere eller mindre vanvittige idéer, der normalt bliver afvist eller virker for svært at gennemføre. Det oplever jeg ikke med RFRSH, hvor vi virkelig har givet los for input til den fedeste publikumsoplevelse med kæmpe respekt for rødderne og det, andre allerede har udviklet. BLAST Pro Series er et unikt fremstød, en chance for at bryde mønstrene og gøre tingene anderledes - og mere tilgængeligt for både kernen og nye fans.
Det hele løber af stablen den 24. og 25. november i København, hvor der først vil blive afviklet et gruppespil og derefter en BO3 finale. Nærmere informationer om tidsplan, hold, billetter osv. følger dog på et senere tidspunkt, men præmiepuljen er offentliggjort, og den består af lidt over 1,6 millioner kroner.
RFRSH skriver ligeledes i pressemeddelelsen, at BLAST Pro Series i København bliver det første af flere internationale events, så der kan forventes stop flere steder i verden.
Der bliver plads til cirka 10.000 tilskuere i Royal Arena, og du kan se præsentationsvideoen fra den nybyggede arena herunder: