Spillerne binder sig til Froggaming i hele 2019
Team Froggaming har nu sikret sig spillernes underskrifter, så de skal repræsentere holdet i hele 2019.
Det fortæller medejer og stifter af Team Froggaming Casper Greve til Dust2.dk.
Holdet var oprindeligt sammensat af spillere fra HF eSport i Odense, men efter knap et år valgte de at søge efter spillere, som ikke gik på skolen, da træningsmængden simpelthen ikke passede med mængden af skolearbejde for flere af eleverne.
Da Team Froggaming opstod for et år siden, var det i forbindelse med, at flere spillere på HF eSport havde et ønske om at spille mere, end skolen kunne tilbyde dem på ordinære hold. Derfor valgte jeg sammen med min bror David Greve at starte Team Froggaming. Vi blev dengang enige om at lave det som en uafhængig virksomhed. Desuden satte vi en ramme på et år, hvor vi ville se, hvor meget vi kunne udvikle os. Vi har stadig et stærkt tilhørsforhold til HF eSport, men har også måtte erkende, at den træningsmængde vi har med holdet ikke passer alle, når skolen også skal passes. Derfor valgte vi i efteråret at tilknytte 3 nye spillere til holdet og samtidig trådte Jacob Sommer ind i ledelsen. Som en del af vores idegrundlag er alle spillere fortsat fra nærområdet, så vi fortsat kan mødes i HF eSports' lokale, siger Casper Greve til Dust2.dk.
I efteråret blev MS, MEL og Basse en del af holdkortet, mens Bago og Pew var tilbage fra det gamle Froggaming. Siden da er det blevet til oprykning til C4 Ligaen, så Froggaming kan fra næste sæson se frem til at dyste mod hold som Atlando og AGF.
Et år kan dog være rigtig lang tid at binde sig til hinanden, men da dette er et projekt med fokus på talent og udvikling, frygter Froggaming ikke de lange kontrakter.
Vi har som en del af Team Froggamings idegrundlag lagt stor vægt på, at vi ser det som et udviklingsprojekt. Derfor har vi også valgt at skrive lange kontrakter med vores spillere. Vores ønske med holdet har fra starten været at udvikle talentfulde spillere, som vi har sammensat ud fra forskellige kriterier som f.eks. mindset. Vi har ønsket spillere, som der var mulighed for at præge i forhold til spillestil og indstilling. Vi synes holdet har udviklet sig med en fin opadgående kurve over de sidste par måneder, hvor det er blevet til to oprykninger i træk i Dust2 ligaen. Nu glæder vi os til at spille med i C4 Ligaen, hvor vi håber at bide os fast, afslutter Casper Greve.
Froggaming består af:
- Bago
- Pew
- MS
- MEL
- Basse
- s0mmer (Coach)