stavn kåres som MVP til GGW #24 Pro
Støvet fra den 24. udgave af Geeks Gone Wild har kun lige lagt sig, men der er ikke blevet berettet det sidste om eventet. Nu kan Dust2.dk nemlig løfte sløret for spilleren, som diskede op med den bedste præstation i Pro-turneringen.
Det er ikke overraskende hos ex-Fragsters, vi finder MVP'en, da de efter en svingende start satte modstanderne på plads i slutspillet. Her var stavn en konstant trussel, og han formåede både at skyde mange, clutche og åbne runderne for sit hold.
I slutspillet havde stavn en rating på 1,34 - tæt forfulgt at storebror dragoNfly med 1,28. Det stod da også hurtigt klart, at vinderen skulle findes blandt disse to, selvom torben også fik lagt billet ind i løbet af semifinalen, hvor han clutchede flere rigtig vigtige runder mod Tricked.
I sidste ende var der dog ikke tvivl. En ADR på 95,5, 0,19 assists pr. runde, tre vunde clutches og 0,14 opening kills pr. runde i slutspillet taler sit tydelige sprog; stavn var turneringens bedste spiller.
Om fredagen lignede ex-Fragsters dog ikke et hold, der skulle ende med trofæet, da de tabte til FASTLOSE. Ifølge stavn tog de dog ikke så tungt, da de har prøvet det før.
Jeg føler, vi kom ind til GGW med et super godt mindset. Vi var alle klar over, at vi var kommet i en super svær gruppe, så jeg føler ikke, at vi på noget tidspunkt undervurderede nogen af holdende. Heller ikke FASTLOSE. Men derfor var det stadig super ærgerligt at tabe åbningskampen. Vi spillede Inferno mod dem, og jeg føler, at en af grundene til vi tabte var, at vi mødte en anden spillestil, end vi normalt er vant til. Men faktisk tog vi det ikke så tungt igen, da vi tidligere har haft en tendens til at tabe det første opgør, når vi er til LAN. Så vi fik hurtigt resat og kom stærkt tilbage, og nu står vi som vindere, og det er jeg super glad for.
ex-Fragsters er stadig på jagt efter en organisation, som vil satse på spillerne, der til GGW havde AnJ og LOMME med på holdet, og derfor betyder sejren meget.
Vi tog afsted til GGW med super lidt pracc, så det var svært at have forventningerne alt for høje, så at ende med at løfte trofæet var virkelig fedt. Sejren hernede betyder rigtig meget for os - både individuelt og som hold, da vi skal ud og finde en organisation. Så vi er rigtig tilfredse, afslutter stavn.
stavn får nu et badge her på Dust2.dk, mens han kan se frem til at modtage en fysisk medalje.