NaVi taber igen trods vanvidspræstation af s1mple
NaVi startede årtiet godt ud med en sejr til IEM Katowice og en førsteplads på HLTVs rangliste. Verdensetteren har dog langt fra fået den ønskede start på ESL Pro League sæson 11, da de lige har tabt deres anden kamp i træk i ligaen. Dette til trods for en magtdemonstration fra s1mple.
Kampen startede ud på Nuke. Her startede NaVi på den favorable CT-side, hvor de dog kun fik syv runder, selvom s1mple skød 22. Syv runder skulle hurtigt vise sig slet ikke at være tilstrækeligt, da NaVi slet ikke fik nogen runder på deres T-side, og BIG lukkede derfor hurtigt første map 16-7.
Selvom s1mple var god på første map, så var det ingenting i sammenligning med præstationen på andet map, Dust2.
Her måtte kampen helt ud i dobbelt overtid, inden BIG trak det længste strå og endte kampen 22-20. Det var dog ingen let affære, for NaVis s1mple var mildest talt ustoppelig, hvilket han viste med hele 54 kills på andet map alene - ligeså mange kills som den næstbedste på serveren fik over to maps.
Næste kamp i ESL Pro League sæson 11 er mellem fnatic og Complexity, og den er planlagt til at starte klokken 22. Den kan følges her: