
Falder 24% første dag
FaZe's kurs på aktiemarkedet faldt i omegnen af 24% onsdag.
Onsdag kunne man nemlig handle FaZe på den amerikanske børs NASDAQ, da esportsorganisationen blev børsnoteret, og her gik åbningsdagen altså ikke som håbet.
FaZe-aktien åbnede i en kurs på 95,04 kroner pr. aktie, mens den lukkede i en kurs på 72,11 kroner, hvilket betyder, at aktien faldt i omegnen af 24% på første dag.
Denne tendens ser dog ikke ud til at fortsætte torsdag, hvor aktien i skrivende stund handler i akkurat samme kurs, som den lukkede i onsdag aften klokken 22:00 dansk tid.
I forbindelse med FaZe's debut på aktiemarkedet blev firmaet vurderet til at være tæt på 5,3 milliarder kroner værd.
Følger i Astralis' fodspor
FaZe er ikke den eneste organisation, som kan handles på aktiemarkedet. Tilbage i 2019 blev danske Astralis nemlig børsnoteret.
Det har dog ikke ligefrem været en dans på roser for de mange investorer i den danske esportsorganisation, som har set aktiekursen falde fra 8,95 kroner pr. aktie til nu at ligge på 2,35 kroner pr. aktie.
Derfor bliver det også spændende at følge FaZe-aktien for at se, om den må lide samme skæbne som Astralis'.

Mastodont i esport
I Counter-Strike er FaZe kendt for at drive et stjernespækket mandskab, som i den seneste tid har nydt stor succes. Det blev blandt andet cementeret ved en sejr til IEM Cologne såvel som en sejr ved majoren tilbage i maj.
Udover Counter-Strike-afdelingen er FaZe dog også gigantiske, idet de driver mange succesfulde hold i andre spiltitler.
Derudover er flere store navne i underholdningsbranchen også en del af FaZe Clan. Her kan både rapperne Snoop Dogg og Lil Yachty såvel som NFL-stjerne Kyler Murray nævnes som store navne, der er en del af organisationen.