Dust2.dk erfarer: device stiller til start med ZywOo og s1mple
Sæsonen går så småt på hæld, og den lukkes officielt ned søndag, når finalen i BLAST Premier World Final løber af stablen.
Det er dog ikke ensbetydende med, at vi skal vente helt til næste år med at se de store stjerner i aktion på serveren.
For sammen med storhold som NAVI, FaZe, Liquid og fem andre hold, så samler Astralis penge ind til Ukraine under kampagnen "Born To Be Brave". Mere præcist går pengene til UNITED24, som er et initiativ fra Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy.
De i alt ni hold stiller alle nogle spillere til rådighed, som bliver delt ud på fire hold, der ikke er endeligt bekræftet endnu, men holdnavnene giver en indikation af, hvad man kan forvente:
-
TEAM ONE SHOT (AWP'ere)
-
TEAM RUSH A RUSH B (IGL's)
-
TEAM GO KILL (Riffelspillere)
-
TEAM U SHALL NOT PASS (Support-spillere)
I forbindelse med annonceringen er s1mple og ZywOo allerede bekræftet, og Dust2.dk erfarer fra kilder, at device også stiller til start. De fire hold annonceres fredag i denne uge.
"Born To Be Brave"-kampagnen afvikles i forbindelse med NAVI's fødselsdag, og alle pengene går direkte til UNITED24, som blandt andet skal sikre hospitalsudstyr til Ukraine.
Undervejs kan seerne donere penge og blandt andet bestemme mappool, få adgang til spillernes TeamSpeak-server og være med i konkurrencen om en række præmier, heriblandt en af s1mples MVP-medaljer.
Det hele foregår på NAVI's hjemmeside torsdag i næste uge.
Disse hold er alle med i kampagnen:
-
Astralis
-
NAVI
-
fnatic
-
FaZe
-
ENCE
-
Vitality
-
MOUZ
-
Liquid
-
BIG