Store udskiftninger hos Exzentriq efter mareridtsstart
POWER Ligaens bundprop har for alvor skudt POWER Ligaens transfervindue i gang.
Exzentriq melder nemlig mandag aften, at stortalentet Sukker og mere erfarne wAGNR er færdige i klubben.
Der er ingen tvivl om at vi har haft en rigtig hård sæson - både i Ligaen men også i ESEA. Det lette svar ville være, at vi skulle blive sammen og kæmpe os videre, men jeg har lavet en fejl, og vi har ikke fået det til at gå op, fortæller larsen til Dust2.dk.
Da den første halvdel af POWER Ligaen-sæsonen var spillet færdig varslede Dust2.dks egne eksperter s0mmer og Zeas også, at der potentielt burde være udskiftninger på vej hos Exzentriq.
Sidste sæsons overraskelse ligger sidst med blot tre point efter syv kampe, og selvom det har set skidt ud, så fortæller larsen dog, at det ikke skyldes mangel på ændringer.
Den erfarne Exzentriq-kaptajn er da heller ikke blank for at tage ansvaret på sine skuldre.
Vi har prøvet wAGNR som AWP, vi har prøvet forskellige positioner på Sukker, men vi har ikke kunnet finde løsningen.
Det hele ligger i bund og grund på mine skuldre. Jeg tager det fulde ansvar for, at det her ikke har fungeret. Det er nok også det, som har gjort at jeg har været ekstra frustreret, fordi jeg selv har fejlet og ikke kunne finde en løsning med sammensætningen af spillerne.
Specielt dét, at Sukker ikke viste sig at være den rette løsning for holdet er det, som skuffer Exzentriq-kaptajnen mest.
Den største skuffelse for mig ligger i, at jeg ikke har kunnet udnytte og udvikle Sukker nok. Han er en arbejdshest, men vi har haft svært ved at finde hinanden, selvom han er altid åben for at lytte og forsøger at tilpasse sig både på serveren og udenfor.
Undskylder opførsel på sociale medier
Den hæslige sæsonstart er ikke én, Exzentriqs kaptajn larsen har gået stille om døre med.
I løbet af sæsonen har larsen nemlig været meget vokal om kvaliteten på holdets spil, og det er ikke pæne ting, han i flere omgange har kommenteret på det sociale medie X (tidligere Twitter).
Det har dog ikke været på sin plads, fortæller IGL'en og undskylder samtidig for den hårde tone, han har brugt.
Jeg vil samtidig gribe chancen og beklage min hårde tone på de sociale medier denne sæson. Det har været følelserne, der har styret mig de sidste to måneder, og det har ikke været okay - hverken for mit hold, men også helt generelt at ytre, som jeg har gjort offentligt. Det har været en ekstremt hård omgang, men jeg er sikker på, at vi kommer godt igennem, både som hold og individer, slutter larsen af over for Dust2.dk.
Exzentriq består nu af:
-
larsen
-
thamlike
-
logz
Hvem Exzentriq benytter resten af sæsonen er endnu ikke meldt ud, men larsen bekræfter over for Dust2.dk, at holdet har to midlertidige erstatninger klar.