Avanti-direktør: "Vi har en klar ambition om at konkurrere i de bedste ligaer"
For få dage siden kunne AMO Esport og Avanti afsløre, at de efter en længere dialog havde valgt at slå sig sammen under Avanti-navnet.
I forbindelse med fusionen mellem de to organisationer har Dust2.dk taget kontakt til Daniel Schouw Jensen, som er direktør og stifter af Avanti, for at høre mere om fusionen.
Da Dust2.dk spørger, hvorfor de har valgt at lave fusionen, fortæller Avani-direktøren, at de, ved at samle hinandens styrker, kan skabe en organisation, der kan konkurrere på højeste niveau på flere punkter.
Fusionen mellem AMO Esport og Avanti er resultatet af en længere dialog og overvejelse. Selvom der tidligere har været en dialog om fusion, var tiden ikke moden dengang. I dag står vi begge organisationer i en position, hvor vi deler samme visioner og ambitioner, udtaler Daniel Schouw Jensen og uddyber:
Ved at fusionere kan vi samle styrkerne fra begge organisationer og bygge videre på hinandens erfaringer. For os handler det om at skabe en samlet enhed, der kan konkurrere på højeste niveau, ikke kun sportsligt, men også kommercielt og organisatorisk. Vi tror på, at ved at samle vores ressourcer og knowhow, kan vi skabe en langt stærkere og mere bæredygtig organisation, der kan præge fremtiden inden for esport.
Både AMO Esport og Avanti bringer noget unikt og komplementært til fusionen, lyder det fra Daniel Schouw Jensen.
Imens den sidstnævnte organisation ifølge Avanti-direktøren har været gode til at opbygge en solid konkurrenceevne og kultur med udvikling, bringer AMO Esport viden indenfor markedsføring og eksponering.
Hver organisation bidrager med unikke og komplementære kompetencer. Den sportslige ledelse i Fortress valgte at træde ud af Fortress for at danne Avanti, og igennem flere sæsoner har de bevist deres sportslige styrke. De har opbygget en solid konkurrenceevne og skabt en kultur, der fokuserer på konstant udvikling og præstation.
AMO Esport bringer på sin side en anden dimension med deres dybe knowhow inden for markedsføring og eksponering, særligt på sociale medier. Deres evne til at skabe opmærksomhed, opdage unge talenter, analysere spillet og opbygge netværk er en uvurderlig styrke. Ved at kombinere disse kvaliteter får vi en dynamisk og alsidig organisation, der både kan præstere på banen og udenfor den.
Netop AMO Esport har tidligere vundet en teambuildingsoplevelse for sit brug af sociale medier i POWER Liga-regi.
Avanti vil konkurrere i de bedste ligaer
I Avanti er ambitionerne store og høje, da man med fusionen stræber efter at skabe en organisation, der kan dominere på lang sigt.
Derfor går Avanti efter at blive et "powerhouse" på scenen, hvorfor ambitionen er at spille med i de bedste nationale og internationale ligaer.
Vores primære mål med fusionen er at skabe en organisation, der kan dominere på lang sigt. Vi ønsker at opbygge et hold og en struktur, der ikke kun kan konkurrere på nuværende niveau, men som også kan være toneangivende i fremtidens ligaer og turneringer.
Vi har en klar ambition om at skabe en bæredygtig organisation, der kan tiltrække og fastholde talent, og som samtidig kan skabe værdi for både spillere, fans og samarbejdspartnere. Vi har en vision om at være en af de stærkeste aktører på esports-scenen og vil arbejde målrettet mod at blive det, man kan kalde et powerhouse inden for esport.
I nævner I jeres annonceringsvideo, at I vil være et "powerhouse" på scenen. Er det med ambitioner om at være i den bedste liga, etc?
Absolut. Når vi taler om at være et powerhouse, handler det ikke blot om at deltage – det handler om at dominere. Vi har en klar ambition om at konkurrere i de bedste ligaer, både nationalt og internationalt, og vi vil ikke nøjes med midterplaceringer.
Vi sigter mod toppen og arbejder målrettet på at opbygge en organisation, der kan sikre os en fast plads blandt eliten inden for esport. Dette kræver hårdt arbejde, dedikation og konstant forbedring, men vi er klar til at tage den udfordring op og nå vores mål.
Fusionen bliver for alvor først aktuel på den anden side af den igangværende POWER Liga-sæson, da både AMO Esport og Avanti Gaming i øjeblikket har deltagende hold i ligaen.
AMO Esport ligger i øjeblikket på en 9. plads i 3. Division A, mens Avanti Gaming ligger lige uden for oprykningsspillet i 4. Division B.