Sådan er det gået de danske 'bold predictions' i 2023
Sidste vinter spurgte Dust2.dk fire eksperter, hvilke spillere vi skulle holde øje med i 2023.
Nu hvor 2024-sæson er skudt i gang, er det høje tid at se på, hvordan det er gået de danske talenter, og ikke mindst om casle, tekziNz, blaq og Winspai fik ret i deres forudsigelser.
De blev i december 2022 bedt pege på et talent, som de mente ville bryde igennem i 2023, samt en bold prediction, der på længere sigt har potentiale til at spille med på øverste hylde.
Hvis du missede artiklen sidste år, vil undertegnet varmt anbefale at læse, hvad eksperterne dengang havde at sige om de talenter, de udpegede.
Uden yderligere omsvøb lad os så se, hvordan 2023 forløb for eksperternes favoritter.
br0: Fast inventar i verdenstoppen
Blandt de etablerede talenter blev der blandt andre peget på br0, der i den grad er brudt igennem det sidste halve år. Den nu 21-årige spiller har siden sommeren etableret sig blandt verdenstoppen.
Ved årets begyndelse tørnede han ud for Astralis Talent, hvor han var med til at vinde POWER Ligaen og blev kåret som Dust2.dks MVP.
I juli blev br0 solgt til ukrainske Monte, der dengang var rangeret som verdens nummer 11. De brød i oktober ind i verdens top 10, hvor de har været fast inventar lige siden på trods af, at organisationen ikke er partner hos hverken ESL eller BLAST.
br0 fik sin debut ved IEM Cologne Play-In. Her spillede han og Monte sig sikkert videre til hovedturneringen, hvor de endte på en 9.-12.-plads. Monte havde tidligere på året kvalificeret sig til ESL Pro League, hvor de endte på en 3.-4.-plads efter sejre over blandt andre Heroic og Vitality.
Holdet deltog sideløbende i en lang række online-turneringer, hvor de konsekvent nåede slutspillet, og deres placering på ESL rangliste affødte i oktober en invitation til IEM Sydney, hvor de blev slået ud lige inden slutspillet.
I november vandt de ESL Challenger Jönköping i Sverige, hvorved de sikrede en plads ved den næste udgave af ESL Pro League. br0 og resten af Monte rundede året af i Atlanta med en 3.-4.-plads i ESL Challenger-turneringen.
sirah: Godt på vej
Både blaq og Winspai havde et godt øje til Sirah, der startede 2023 hos Prosapia og siden kom ombord hos MASONIC.
I MASONIC var sirah med til at løfte et trofæ på LAN, da de vandt MistGames Heroes of Lofoten i det nordlige Norge, mens de også nåede finalen ved Gamebox.
I juli blev sirah samlet op af MOUZ NXT og tre måneder senere trådte han og holdkammeraten Chr1zN til for at hjælpe Heroic.
MOUZ NXT præsterede ikke de store resultater i efterårets online-turneringer, men fik en fin afslutning på året ved at vinde European Pro League 2nd Division og United21 League.
buNNy: POWER Ligaen-trofæ indenfor rækkevidde
tekziNz havde fidus til buNNy, der skiller sig ud som listens eneste ingame leader.
Den nu 20-årige buNNy spillede tilbage i januar sidste år for Copenhagen Flames' talenthold Flames Ascent. Da Flames drejede nøgle om, fandt buNNy i august et nyt hjem hos CEPTER BITSKINS.
Her var han med til at sende CEPTER BITSKINS i POWER Ligaens slutspil, hvor de nåede finalen i sæson 24. Efter en sejr over Atlantic tabte buNNy og co. et tæt finaleopgør til Sashi.
buNNy tørner atter ud for CEPTER BITSKINS i sæson 25 af POWER Ligaen, da CEPTER BITSKINS ikke har foretaget nogen udskiftninger i vinterpausen.
Her er eksperternes bold predictions nu
Som deres bold predictions pegede eksperterne på JBOEN, ANSG1 og Sukker.
Her er de to førstnævnte havnet i Astralis Talent. JBOEN spillede for Atlantic i første halvdel af året, hvor han tabte finalen i POWER Ligaen til netop Astralis Talent efter to gange overtid.
Kort efter blev han og ANSG1 præsenteret som en del af det nye Astralis Talent og var med til at repræsentere Danmark ved IESF World Championship.
I efteråret har de foruden POWER Ligaen også spillet med i flere online-turneringer, og de rundede året af med en finale mod landsmændene i MOUZ NXT.
Sukker startede året hos Brøndby Esport og har siden været forbi Excentriq United og Atlantic i POWER Ligaen. Han er netop blevet præsenteret på Sashi talenthold, der spiller med i POWER Ligaens 1. division, hvor de indtil videre har vundet tre ud af tre kampe.
Du kan følge med i POWER Ligaen og alle dens divisioner på liga-siden her.