ECSTATIC TIL MAJOREN
ECSTATIC. Ikke Astralis, ikke Heroic, men ECSTATIC.
Mod alle odds er ECSTATIC med Patti, salazar, Queenix, Nodios og kraghen som det første danske hold klar til majoren på hjemmebane i København.
Astralis glippede nemlig første mulighed tidligere torsdag, men ECSTATIC kom tilbage fra nederlaget onsdag, greb chancen, holdt fast, og spillede sig videre.
Første map var dog ikke noget at råbe hurra for. I hvert fald ikke, hvis man var ECSTATIC-fan.
Ancient var nemlig ovre, inden man nåede at blinke, da Guild Eagles simpelthen kørte danskerne over. 13-4 lød scoren på efter 17 meget hurtige runder, og det gik derfor hurtigt videre til Inferno.
Her viste ECSTATIC dog klasse, som de har gjort på mappet to gange tidligere i RMR-turneringen. En ekstremt flot T-side med otte runder var mere end nok for de danske drenge, som kørte sejren i hus efter sideskiftet.
Ét map fra majoren
Derfor kom ECSTATIC ud på tredje map og blot 13 runder fra en plads til majoren på hjemmebane i København.
Mappet var Overpass, og ECSTATIC fik lov til at starte på den meget favorable CT-side, hvorfor der virkelig skulle runder på bordet. Og det kom der da også.
Efter en lidt for tæt start på 3-3 begyndte de danske drenge nemlig at vise, at de fortjener pladsen på hjemmebane. Halvlegen sluttede nemlig med otte ECSTATIC-runder, og efter sideskiftet fortsatte de danske gutter.
Pistolrunden blev vundet, den anden runde blev vundet, og selvom et par runder glippede, kunne Guild Eagles ikke komme tilbage. ECSTATIC tog sejren med cifrene 13-5 og sikrede en plads til majoren i København.
Se det vindende moment i videoen herunder.
Med nederlaget her til ECSTATIC, slutter Guild Eagles sig i øvrigt til Astralis i Last Chance-kvalifikation, som afvikles i morgen og på fredag.